Veteran Match: I dag begynder 12 dages hæder af danske soldaterveteraner

I aften indleder HØJ Elite og Nordsjælland Håndbold den sjette udgave af Veteran Match – en landsdækkende sportshyldest til de danskere, der har gjort tjeneste i internationale missioner.
I alt dedikeres 47 kampe i fodbold, håndbold og ishockey til at anerkende veteranerne. Før kampene rejser publikum sig til stående klapsalver, mens flag og bannere markerer fællesskab og respekt.
"Veteran Match handler om at sætte Danmarks udsendte og deres pårørende i centrum. Idrætten har en særlig evne til at samle folk og skabe fællesskaber, og den kraft bruger vi nu for sjette år i træk til at hylde og anerkende dem, der har tjent Danmark," siger Frans Hammer, næstformand i DIF.
For de involverede kan oplevelsen være overvældende. Fysioterapeut og tidligere udsendt soldat Michel Behrndtz fortæller: "Når man mærker klapsalverne fra publikum, bliver det tydeligt, at nogen ser én – ikke bare som soldat, men som menneske. Veteran Match er mere end sport. Det er en dybfølt tak fra hele Danmark."
Veteran Match er et samarbejde mellem klubber, kommuner og veteranorganisationer og støttes blandt andet af Grundfos Fonden og UPS.
FAKTA: Veteran Match 2025
- Afvikles fra 25. september til 6. oktober 2025.
- Omfatter 47 kampe i fodbold, håndbold og ishockey.
- Hylder Danmarks mere end 40.000 tidligere udsendte samt deres pårørende.
- Markeres med taler, særlige spillertrøjer, bannere og klapsalver.
- Veteraner og pårørende kan hente gratis billetter via veteranmatch.dk (med veterankort).
- En del af forsvarsforliget og støttet af Grundfos Fonden/Poul Due Jensens Fond.
- UPS bidrager ved at levere hyldestmaterialer direkte til klubberne.






Accepter kun nødvendige cookies