Tyverier presser håndværksbranchen: Projekter forsinkes og kunder mister tillid

Tyverier af værktøj og materiel er blevet et alvorligt problem i det tekniske erhvervsliv. En ny medlemsundersøgelse fra TEKNIQ viser, at kriminaliteten rammer store dele af branchen – ikke kun på pengepungen, men også på planlægning og kundetillid.
Ifølge undersøgelsen oplever 96 procent af virksomhederne økonomiske tab på grund af tyverier, mens 61 procent får forsinkelser i deres projekter. Når værktøj eller materialer forsvinder fra varevogne eller byggepladser, går arbejdet i stå, og deadlines ryger.
– "Tyveri rammer hele virksomheden. Det er ikke bare en ekstraregning, men en bremseklods, der koster tid, rammer hele projekter og kan i værste fald skade relationen til kunden, når opgaverne bliver udskudt eller aflyst," siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ.
Også forsikringsbranchen mærker udviklingen. Hos Gjensidige beskriver skadedirektør Lene Rasmussen, at tyverier har store følgevirkninger:
– "Èn ting er de værdier, der stjæles, men et tyveri kan også påvirke virksomhedens drift i kortere eller længere tid, ligesom det tager tid at dokumentere, hvad der er blevet stjålet."
TEKNIQ fortæller, at tyverierne især sker fra varebiler og byggepladser, hvor værktøj ofte er let tilgængeligt. Organisationen efterlyser skærpet fokus på forebyggelse og bedre sikkerhedsløsninger i samarbejde mellem virksomheder, forsikringsselskaber og myndigheder.
Fakta om tyverier i håndværksbranchen
- 96 % af virksomhederne oplever økonomiske tab ved tyveri
- 61 % får forsinkede projekter som følge af tyveri
- Hver tredje virksomhed har været ramt af tyveri det seneste år
- Tyverier sker primært fra varebiler og byggepladser
- Kilde: TEKNIQs medlemsundersøgelse 2025 / Gjensidige






Accepter kun nødvendige cookies