Tøvejr øger risikoen for fugt- og skimmelskader i boliger

Efter en periode med frost, sne og kraftig blæst ligger sneen mange steder helt op ad husenes sokler, i kældertrapper, omkring krybekældre og på tagene. Samtidig kan fygesne have trængt ind i tagrum og kældre gennem små utætheder. Når vejret nu slår om, kan det give problemer.
Teknologisk Institut opfordrer derfor boligejere til at handle, før tøvejret for alvor sætter ind.
"Når temperaturen stiger, bliver de store snemængder pludselig til store mængder vand meget tæt på bygningen. Det vand skal ledes sikkert væk. Samtidig kan skjult fygesne i tagrum og krybekældre begynde at smelte og opfugte materialer, som ikke tåler langvarig fugt," siger forretningsleder Steen Pallesen fra Teknologisk Institut.
Instituttet anbefaler en grundig gennemgang af boligen både ude og inde. Sne bør fjernes fra sokler og facader, og afløb, tagrender og nedløb skal holdes fri, så smeltevand kan ledes væk.
"De fleste skader kan undgås med en relativt enkel indsats: Fjern sneen fra husets sokler, sørg for at vandet kan løbe væk, og få tjekket de skjulte rum for fygesne. Det er langt billigere at bruge lidt tid på forebyggelse nu, end at stå med en omfattende skimmelsanering om nogle måneder," siger Steen Pallesen.
Hvis fugt- og skimmelskader ikke opdages i tide, kan der udvikles skimmelsvampevækst i skjulte konstruktioner, som kan påvirke indeklimaet med blandt andet lugtgener og irritation i øjne og luftveje.
Faktaboks: 5 råd før tøvejret
- Fjern sne fra sokkel og facader
- Hold kælderskakte, afløb, tagrender og nedløb fri
- Tjek loftsrum og krybekældre for fygesne
- Sørg for udtørring og eventuel affugtning
- Reagér på tegn som muglugt, misfarvninger og indeklimagener






Accepter kun nødvendige cookies