Stor vækst i biosolutions kan skabe over 60.000 nye arbejdspladser

Fremtidens fødevarer og klimaløsninger kan blive skabt i laboratorier og produktionsanlæg uden traditionelle ressourcer som dyr. Biosolutions, der dækker over biologiske løsninger som enzymer, probiotika og genanvendelig plast, vurderes at kunne skabe betydelige beskæftigelseseffekter i Danmark.
En ny analyse fra HBS Economics viser, at den direkte beskæftigelse i biosolution-klyngen kan nå cirka 23.000 årsværk i 2035 – mere end en fordobling af de nuværende tal. Den indirekte beskæftigelse, gennem køb af varer og tjenester i andre brancher, ventes at vokse fra 18.000 til 40.000 årsværk på samme tid. Samlet forventes industrien at kunne generere over 60.000 job, hvoraf 22.000 kræver faglærte kompetencer.
"Industrien bygger oven på velkendte løsninger som fermenteringsprocesser – som vi bl.a. kender fra øl – og kræver derfor en del arbejde i bl.a. rustfrit stål. Sagt mere direkte, så handler industrien om at producere bl.a. proteiner i store ståltanke og anlæg. De skal produceres, opsættes og serviceres løbende af bl.a. smede, automatikteknikere og mange andre faglærte," siger Emil Drevsfeldt Nielsen, erhvervspolitisk chef i Dansk Metal.
Regeringens vækstteam vil udarbejde anbefalinger for, hvordan Danmark kan fastholde et stærkt og konkurrencedygtigt landbrugs- og fødevareerhverv. Med udgangspunkt i anbefalingerne vil en national vækstplan og strategi for biosolutions blive lanceret i begyndelsen af 2026.
Fakta om biosolutions og jobpotentiale
- Direkte beskæftigelse i 2035: ca. 23.000 årsværk
- Indirekte beskæftigelse i 2035: ca. 40.000 årsværk
- Samlet beskæftigelsespotentiale: over 60.000 job
- Faglærte stillinger: 22.000
- Eksempler på biosolutions: enzymer i vaskemidler, bakterier i yoghurt, genanvendelig plast
- Potentiale for CO₂-reduktion globalt: 8 %, svarende til 4.300 millioner ton CO₂
- National strategi for biosolutions planlægges lanceret forår 2026






Accepter kun nødvendige cookies