Spilbranchen får ny politisk stemme gennem SMVdanmark

Den danske spilbranche er i hastig vækst og har nu valgt at melde sig ind i SMVdanmark. Det sker gennem brancheforeningen Games Denmark, der repræsenterer både uafhængige udviklere, større studier, udgivere og investorer.
Med medlemskabet får de mange små og mellemstore spilvirksomheder adgang til SMVdanmarks ydelser og rabataftaler, samtidig med at branchen får en tydeligere politisk platform.
"Med indmeldelsen i SMVdanmark tager spilbranchen et nyt og vigtigt skridt ind i et fællesskab, der altid har været de smås og håndarbejdernes stemme. Den danske spilbranche er stadig ung, men vi er ved at finde vores fødder at stå på, og vi bygger spil med samme præcision og dygtighed som andre fag," siger Niels Wetterberg, direktør i Games Denmark.
Også hos SMVdanmark er der store forventninger:
"Den danske spilbranche har oplevet en voldsom vækst de senere år, og potentialet er enormt. Udover det økonomiske potentiale ved vi, at det er en branche med en enorm kulturel indflydelse på både nuværende og kommende generationer," siger Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
Ifølge Games Denmark er fællesskabet afgørende for at sikre bedre rammevilkår:
"Små og mellemstore virksomheder har brug for at stå sammen for at blive hørt politisk," siger Niels Wetterberg og understreger, at medlemskabet giver branchen en stærkere platform.
Fakta om Games Denmark
- Brancheforening: Repræsenterer hele den danske spilbranche – fra uafhængige udviklere til store virksomheder, investorer og udgivere.
- Økonomi: Branchen omsætter for ca. 4 mia. kr. årligt.
- Vision: At gøre Danmark til en kreativ supermagt inden for spiludvikling – både kunstnerisk og økonomisk.
- Medlemskab af SMVdanmark: Giver adgang til politisk indflydelse, ydelser og rabataftaler.
- Formål: At skabe bedre rammer for spiludvikling, understøtte vækst og sikre, at branchen tænkes ind i erhvervspolitikken.






Accepter kun nødvendige cookies