SMV’er bakker op om juniormesterlære – men kommuner skal gøre mere

Fra skoleåret 2025/26 kan elever i 8. og 9. klasse vælge juniormesterlære og kombinere skole med praktik en til to dage om ugen. En medlemsundersøgelse blandt 1.108 virksomheder viser, at 52 procent kender ordningen. Blandt dem er 31 procent åbne for at tage elever ind, mens 18 procent er i tvivl.
Branche- og uddannelseschef i SMVdanmark, Kasper Munk Rasmussen, ser positivt på tallene:
"Det er positivt, at over halvdelen af virksomhederne allerede nu kender til juniormesterlære. Og når man tager i betragtning, hvor meget ansvar SMV'er i forvejen løfter med lærlinge, fritidsjobbere og elever, er det flot, at tusindvis af virksomheder allerede nu er åbne for også at tage juniormesterlæreelever ind," siger Kasper Munk Rasmussen.
Undersøgelsen viser dog store geografiske forskelle. Fyn ligger højest med 39 procent, efterfulgt af Københavns omegn, Vestjylland og Nordsjælland. I Østsjælland og København er opbakningen markant lavere.
Samtidig peger SMVdanmark på, at kun omkring hver femte kommune lever op til regeringens forventning om, at mindst 5 procent af en årgang deltager i ordningen.
"Der er et mismatch mellem virksomhedernes parathed og kommunernes brug af ordningen og dermed også et uudnyttet potentiale. Som erhvervsorganisation vil vi naturligvis fortsætte med at informere vores medlemmer, men det er ikke realistisk at forvente, at små virksomheder i en travl hverdag selv tager initiativet. Her har kommuner og folkeskoler en helt central rolle i at tage det første skridt og sikre koordinering og opfølgning, så virksomhederne ikke står alene med opgaven," siger Kasper Munk Rasmussen.
Faktaboks
- Afsender: SMVdanmark
- 1.108 virksomheder har deltaget i undersøgelsen
- 52 % kender juniormesterlæreordningen
- 31 % af de adspurgte virksomheder er åbne for at tage elever
- Højest opbakning: Fyn (39 %), Københavns omegn (38 %), Vestjylland (37 %), Nordsjælland (36 %)
- Lavest opbakning: Østsjælland (16 %), København (18 %)
- Autobranchen topper med 57 % opbakning
- Regeringens mål: Ca. 5 % af en årgang – omkring 3.000 elever årligt






Accepter kun nødvendige cookies