Skoleelever giver klimaforskere et millionløft i data

6.000 elever fra 253 skoleklasser deltager lige nu i den landsdækkende konkurrence Klimamatch, hvor de hjælper klimaforskere med at sikre kvaliteten af gamle vejrobservationer fra skibsjournaler i Rigsarkivet. Eleverne har siden slutningen af august indtastet over 1,3 millioner datapunkter, der ellers risikerede at gå tabt.
Bidragene er afgørende for forskningen, fortæller Martin Stendel, klimaforsker ved DMI’s Nationalt Center for Klimaforskning: "Det er fantastisk, at børn og unge kan være med til at gøre en konkret forskel for klimaforskningen. Samtidigt lærer de om både vejr, klima og historiske kilder."
Også Rigsarkivet glæder sig over de unges indsats. "Klimamatch er et forsøg på at inddrage unge i historie og klimaforskning på en sjov og lærerig måde, og ud fra tallene ser det ud til at være særdeles vellykket," siger arkivar og projektleder Adam Jon Kronegh.
Konkurrencen afsluttes den 12. oktober, og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard kårer vinderklassen ved en ceremoni på M/S Museet for Søfart i Helsingør den 3. november. Hovedpræmien er på 25.000 kroner, og der uddeles også regionale præmier.
De historiske målinger – blandt andet af vindstyrke, temperatur og storme – giver klimaforskerne vigtige brikker i puslespillet om klimaets udvikling. Dermed kan arbejdet fra skoleklasserne bidrage til mere præcise modeller for fremtidens klima.
Fakta om Klimamatch
- Deltagere: 6.000 elever fra 253 klasser (7.-10. klasse)
- Indsamlede data: Ca. 1,3 mio. verificerede vejrobservationer (per september 2025)
- Kilde: Rigsarkivet
- Metode: Eleverne retter fejl i automatiske aflæsninger af skibsjournaler via spillet Klimamatch
- Formål: At forbedre klimaforskernes modeller ved at kortlægge fortidens klima
- Konkurrenceperiode: 25. august – 12. oktober 2025
- Præmier: Hovedpræmie 25.000 kr. + regionale præmier, uddeles 3. november 2025
- Projekt: Del af ROPEWALK, støttet af A.P. Møller Fonden med 14,25 mio. kr.






Accepter kun nødvendige cookies