Region Midtjylland vil styrke transport i landsbyer med el-delecykler

Region Midtjylland åbner nu for en ny ansøgningsrunde til projektet Delecyklen, hvor landsbyer kan søge støtte til elcykler og el-ladcykler. Målet er at gøre hverdagen lettere for borgere, der bor langt fra bus og tog.
Ifølge regionen skal de fælles elcykler fungere som et supplement til den kollektive trafik og give flere transportmuligheder i hverdagen.
“Vi skal gøre det lettere at bo i hele regionen. For mange er der et stykke vej til den kollektive trafik, og her kan el-delecykler forhåbentlig være med til at få hverdagen til at hænge bedre sammen,” siger Per Møller Jensen (S), formand for Udvalget for Regional Udvikling.
Det nye forsøg bygger videre på tidligere projekter i 59 landsbyer i 2024 og 2025. Her viste erfaringerne, at delecyklerne blandt andet blev brugt til pendling, indkøb og fritidsaktiviteter.
Region Midtjylland lægger vægt på, at landsbyerne selv skal forme løsningerne lokalt.
“Det er vigtigt, at løsningerne giver mening lokalt. Behovene er forskellige fra landsby til landsby, og derfor skal de lokale kræfter have plads til at finde den ordning, der fungerer bedst hos dem,” siger Vivi Altenburg (DD), næstformand for Udvalget for Regional Udvikling.
Landsbyer kan søge støtte frem til 1. august 2026, og regionen holder informationsmøde om forsøget den 20. maj.
Faktaboks
- Region Midtjylland har afsat 750.000 kr. til forsøget i 2026
- Landsbyer kan søge op til 50.000 kr. til elcykler og el-ladcykler
- Formålet er at gøre offentlig transport lettere tilgængelig
- 59 landsbyer deltog i de første forsøg i 2024 og 2025
- Næsten 2.000 borgere har brugt delecyklerne
- Cyklerne har kørt mere end 135.000 kilometer
- 91 procent af brugerne vurderede ordningen positivt






Accepter kun nødvendige cookies