Pædagoger advarer: Mangler vikarer, legetøj og ordentlige rammer

Pressede budgetter i landets daginstitutioner betyder, at der mange steder ikke er råd til hverken vikarer, nyt legetøj eller renovering af slidte legepladser. Det fremgår af BUPL’s vilkårsundersøgelse, som bygger på svar fra omkring 13.000 pædagoger.
”Børn har krav på rammer, som understøtter deres trivsel og udvikling med mulighed for fordybelse, leg i små grupper og hvor deres nysgerrighed og måde at opleve verden på er omdrejningspunktet. Og så skal der være råd til vikarer, når der er brug for det. Det er ikke luksus, men helt basale ting,” siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.
Problemerne bekræftes af en ny kvalitetsundersøgelse fra VIVE og EVA, som viser, at kun hver tiende daginstitution har gode fysiske rammer indendørs. På legepladserne er situationen kun lidt bedre.
Samtidig varierer oplevelsen af ressourcemangel fra kommune til kommune. I Odder, Faaborg-Midtfyn og Rudersdal oplever næsten 9 ud af 10 pædagoger problemer, mens udfordringen er mindre udtalt i Morsø og Vallensbæk.
”Alle kommunalpolitikere og kandidater til kommunalvalget bør læse med her. Det er ærligt talt ikke godt nok, når der ikke er råd til det allermest basale,” siger Elisa Rimpler, der også efterlyser en statslig pulje til bedre fysiske rammer: ”Jeg ved, at regeringen er opmærksom på problemet, men vi mangler at få pengene på bordet.”
Fakta: Ressourcer i daginstitutioner
- Undersøgelse: BUPL’s vilkårsundersøgelse med 13.000 pædagoger.
- Resultat: To ud af tre oplever mangel på ressourcer.
- Problemer: Manglende vikarer, nedslidte legepladser og slidte lokaler.
- Kvalitet: Kun hver tiende daginstitution har gode indendørs rammer (VIVE og EVA).
- Variation: Størst mangel i bl.a. Odder, Faaborg-Midtfyn og Rudersdal. Mindst i Morsø og Vallensbæk.
- BUPL-formand: Elisa Rimpler efterlyser bedre budgetter og en statslig pulje til fysiske rammer.






Accepter kun nødvendige cookies