Otte råd kan gøre vinterkørslen mere sikker i snevejr

Kraftigt snevejr og glatte veje kan hurtigt skabe farlige situationer i trafikken. Derfor minder Rådet for Sikker Trafik om, at forberedelse er afgørende, hvis man alligevel er nødt til at køre i vinterføre. Myndighedernes anbefalinger fra eksempelvis Politiet og Vejdirektoratet bør altid følges, og hvis meldingen lyder på at blive hjemme, er det den sikreste løsning.
Bliver man overrasket af snevejr og sidder fast i en snedrive, kan det rette udstyr i bilen være forskellen på en tålelig ventetid og en ubehagelig oplevelse. Tæpper, varmt tøj, vinterstøvler, refleksveste og en sneskovl kan hjælpe både med at holde varmen og eventuelt få bilen fri.
"Vintervejret er ikke en overraskelse, hvis du er forberedt. Det kan gøre forskellen på, om man kan klare sig komfortabelt, eller om man må sidde og fryse, til hjælpen kommer frem. Så vi opfordrer til, at man sikrer at bilen er vinterklar, inden man bevæger sig ud i fx snevejr," siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Han peger også på, at snevejr kan give længere ventetid på hjælp.
"Når vejret viser sig fra sin værste side under fx en snestorm, lægger det pres på beredskabet, og man må forvente længere responstid på fx at få trukket sin bil fri. Derfor skal man pakke bilen, så man kan klare ventetiden, mens man venter på at hjælpen når frem," siger Jakob Bøving Arendt.
Faktaboks: Vigtigt udstyr i bilen om vinteren
- Fuldt opladet mobiltelefon med nummer til vejhjælp
- Varmt tæppe
- Refleksveste til alle i bilen
- Varmt tøj og gode sko eller støvler
- Skovl
- Isskraber
- Førstehjælpskasse
- Mad og drikke ved risiko for lang ventetid






Accepter kun nødvendige cookies