Roskilde Festival udvider med nye scener og biograf

Når Roskilde Festival åbner om få måneder, bliver det med flere markante nyheder. Festivalen får både en ny biograf, Cinema, samt to nye musikscener, Fauna og Lagune, mens den ikoniske Orange Scene udvides.
Cinema markerer biografens comeback efter 13 år og vil vise alt fra Oscar-vindere til dokumentarer og kultfilm. Publikum kan blandt andet opleve Sentimental Value og dokumentaren om Christiania, ligesom der efter hver visning vil være debatter og talks. “Vi glæder os meget til at få en biograf på Roskilde Festival. Det er 13 år siden, der sidst var en biograf på festivalen, og Cinema bliver en helt ny udgave med film, der sætter fokus på aktuelle emner, og debatformater, der engagerer festivaldeltagerne i samtaler,” siger Signe Brink Wehl.
Samtidig introduceres scenerne Fauna og Lagune. Fauna bliver en intim teltscene omgivet af natur, mens Lagune fokuserer på mere energisk musik og internationale kunstnere. Musikchef Thomas Sønderby Jepsen forklarer: “Roskilde Festival er hele tiden i bevægelse - vi er konstant på udkig efter nye udtryk og tendenser.”
Den nye Orange Scene bevarer sit velkendte udtryk, men udvides for at rumme større produktioner og visuelle shows.

Lagune. Grafik: Roskilde Festival

Fauna. Grafik: Roskilde Festival
Festivalen offentliggør snart det fulde program og tidsplanen for de i alt 16 scener.
Faktaboks
- Roskilde Festival 2026: 27. juni – 4. juli
- Cinema viser 15 film under First Days (28.–30. juni)
- Nye scener: Fauna og Lagune
- Orange Scene udvides i størrelse
- Billetpris: 2.600 kr. (partout)
- Festivalen drives af 27.000 frivillige
- Overskud doneres til humanitære og kulturelle formål
- Forsidebillede: Ny Orange Scene






Accepter kun nødvendige cookies