Ny national plan skal styrke hjælp til ofre for menneskehandel

Miljø- og Ligestillingsministeriet har præsenteret en ny strategi- og handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel i Danmark. Planen har særligt fokus på sårbare udenlandske kvinder, som udgør størstedelen af ofrene og ofte er udsat for vold, gæld og manglende kendskab til deres rettigheder.
Et centralt element er en ny forsøgsordning hos Reden International, hvor kvinder i prostitution, herunder mulige ofre for menneskehandel, får adgang til juridisk rådgivning. Formålet er at styrke deres muligheder for at anmelde overgreb og vold samt få viden om deres retstilling.
Strategien tager også højde for, at prostitution i stigende grad foregår skjult og online. Bagmænd rekrutterer og sælger kvinder via sexsalgssider, hvilket gør opsporing vanskeligere. Derfor indeholder planen initiativer, der skal udvikle det opsøgende arbejde og styrke indsatsen mod bagmændene, blandt andet gennem systematisk screening af online annoncer.
Der afsættes desuden midler til at styrke Center mod Menneskehandel og politiets arbejde med menneskehandel, tvangsarbejde og arbejdskriminalitet. I alt rummer planen 25 initiativer.
Ligestillingsminister Magnus Heunicke udtaler i pressemeddelelsen: "Menneskehandel er en alvorlig krænkelse af menneskers rettigheder og frihed. Også i Danmark er der kyniske bagmænd, der på groveste vis udnytter sårbare kvinder og sælger deres kroppe til seksuel udnyttelse. Det sker i det skjulte og i stigende grad online. Derfor skal vi videreudvikle et centralt redskab, hvor sexsalgssider systematisk screenes for mulig menneskehandel. Samtidig giver vi de kvinder, som er udsat for menneskehandel, mulighed for juridisk rådgivning, så de får bedre mulighed for at anmelde vold og overgreb. Vi kan og må ikke acceptere menneskehandel".
Fakta
- Ny strategi- og handlingsplan mod menneskehandel lanceret 23. januar 2026
- Planen indeholder 25 initiativer
- Forsøgsordning med juridisk rådgivning etableres hos Reden International
- Center mod Menneskehandel og politiets indsats styrkes
- 1.412 personer vurderet udsat for menneskehandel i Danmark fra 2007–2025
- 62,4 mio. kr. afsat til indsatsen i perioden 2026–2029






Accepter kun nødvendige cookies