Ny metode skal hjælpe flere midtjyder med at overleve hjertestop

Som nogle af de første i verden kan læger på Præhospitalets akutlægebiler nu måle en patients blodtryk, mens der udføres hjertelungeredning. Metoden skal gøre det muligt at vurdere, om hjertemassagen effektivt får blodet rundt i kroppen.
Præhospitalet i Region Midtjylland er de første i Danmark til at indføre metoden, som allerede er afprøvet i et forskningsprojekt. Her har man undersøgt, om særligt uddannede lægeassistenter og speciallæger kan udføre den invasive blodtryksmåling under hjertestop.
"Som udgangspunkt laver man altid hjertelungeredning på den samme måde hos alle patienter. Men hos den enkelte patient kan der være betydelige anatomiske og fysiologiske forskelle. Blandt andet hvad angår placeringen er hjertet," siger Jesper Fjølner, akutlægebilslæge i Præhospitalet, som har udviklet projektet.
Metoden indebærer, at et kateter med en trykmåler placeres i en pulsåre. Det kræver både erfaring, uddannelse og træning, særligt fordi behandlingen foregår under tidspres.
"Vi vælger at implementere det nu, fordi vi forventer, at det kan være med til at genoplive flere, som også får et godt liv efterfølgende. Og så har vi fundet en måde at gøre det på, uden at det går ud over patientsikkerheden eller den grundlæggende kvalitet af hjertelungeredningen," siger Allan Bach, cheflæge i Præhospitalets Afdeling for Ambulancer og Akutlægebiler.
Implementeringen fortsætter året ud, mens effekten skal undersøges yderligere gennem dataindsamling og opfølgning.
Faktaboks:
- Cirka 5.000 danskere får hvert år hjertestop uden for hospitalet.
- Omkring 15 procent overlever.
- Metoden måler blodtryk under hjertelungeredning.
- Præhospitalet i Region Midtjylland er først i Danmark med metoden.
- Metoden er for nylig anbefalet af European Resuscitation Council.
- Behandlingen kræver særligt udstyr, træning og uddannelse.
- Implementeringen fortsætter resten af 2026.






Accepter kun nødvendige cookies