Naturfag rykker ud i det fri i 24 skoler og kommuner

Flere børn og unge skal fremover lære om naturvidenskab og teknologi under åben himmel. Med en samlet støtte på 40 millioner kroner giver Villum Fonden nu liv til 24 projekter rundt om i Danmark, der skal bringe undervisningen tættere på naturen.
De nye udendørs læringsmiljøer spænder fra skolehaver og vandværksteder til energianlæg og laboratorier – alle med det formål at gøre naturfagene mere virkelighedsnære og sanselige. Bevillingerne går til både folkeskoler, privatskoler og særlige skoletilbud, og beløbene varierer fra 300.000 til 4 millioner kroner.
Et af de støttede projekter er Udelaboratoriet Kraftværket i Varde Kommune, der målrettes elever med særlige behov. Her bliver naturen en aktiv del af undervisningen, når eleverne arbejder med energi, vand og jord. I Thy skal Bedsted Skole skabe en ny skolehave, mens fire københavnerskoler får udendørs læringsrum med fokus på alt fra biokemi til havmiljø og fødevarer.
”Naturvidenskab og teknologi giver os muligheder for at undersøge, forstå og forandre verden. Det oplever både børn og undervisere meget konkret i de udendørs undervisningsrum,” siger Ole Laursen, uddelingschef i Villum Fonden.
Det er første gang, fonden uddeler støtte til udendørs undervisningsrum. Målet er at styrke børn og unges naturfaglige selvtillid og nysgerrighed – og skabe rammer, hvor teori og praksis mødes i frisk luft.
FAKTA: Udendørs undervisning fra Villum Fonden
- 24 projekter på landsplan får støtte
- Samlet støtte: 40 mio. kr.
- Bevillinger på 300.000–4 mio. kr.
- Projekter omfatter skolehaver, energiværksteder og laboratorier
- Formål: At styrke elevernes science-kapital og naturfaglige selvtillid
- Målgruppe: Kommuner, folkeskoler og skoletilbud med fokus på natur og teknologi






Accepter kun nødvendige cookies