Millionstøtte skal styrke unges håb og demokratiske engagement

Generation Hope lancerer projektet Håb i Demokratiet, som skal hjælpe 15.000 unge med at styrke deres evne til at håbe og omsætte håb til handling. Projektet løber over tre år og er støttet af Nordea-fonden med 4,65 millioner kroner.
Initiativet udspringer af et ønske om at styrke unges engagement i en tid præget af kriser og forandringer. Ifølge organisationen kan håb være et centralt redskab til at fastholde troen på fremtiden og lysten til at deltage i samfundet.
Stifterne af Generation Hope, Stella René (tv.) og Nanna Vedel-Hertz (th.). Foto: Rasmus Kongsgaard
Projektet består af to spor: Kærlighedsbreve til Fremtiden, hvor unge skriver om deres håb og bekymringer, og Håbets Stemmer, som skal bringe de unges perspektiver ind i den offentlige debat.
Stella René, medstifter af Generation Hope, fremhæver betydningen af arbejdet:
"Vi har gennem de sidste to år igen og igen oplevet, hvor stor en effekt Kærlighedsbreve til Fremtiden har. Gennem vores arbejde møder vi mange unge, der er bange for fremtiden. En del af dem tror ikke, at menneskeheden vil overleve de næste 5-10 år på grund af klimaforandringer. Mange er bange for 3. verdenskrig. De ser hast, jag, teknologi, der tager over, og lidelse, der fylder mere og mere. Derfor er det så vigtigt at give dem værktøjerne til at træne deres evne til at håbe, så de kan vælge håb og handling til, når frygten begynder at være altoverskyggende."
Også Nanna Vedel-Hertz peger på, at unge både rummer bekymringer og stærkt engagement:
"Det er netop det, der er styrken i 'Håb i Demokratiet'. For selv om vi møder mange unge, der er bange for fremtiden, så møder vi også et helt enormt stort engagement og lyst til at gøre sit for at skabe en bedre fremtid. Vi ser gnisten, der bliver tændt, når de unge oplever, at fremtiden ikke er afgjort. Derfor går en stor del af projektet også ud på at hjælpe de unge med at skabe fremtidsforestillinger, de kan se sig selv i. Fremtidsforestillinger, der kan inspirere dem til at gøre deres håb til handling. Og at dele disse fremtidsforestillinger og håb med resten af samfundet."
Over 4.000 unge har allerede deltaget i projektets aktiviteter, hvor mange oplever mindre ensomhed og større tro på fremtiden.
Faktaboks:
- Projekt: Håb i Demokratiet
- Varighed: 2026–2029 (3 år)
- Målgruppe: Unge 14–25 år
- Antal unge der skal trænes: 15.000
- Støtte: 4,65 mio. kr. fra Nordea-fonden
- Udbyder: Generation Hope (stiftet 2023)
- To spor: Kærlighedsbreve til Fremtiden og Håbets Stemmer
- Over 4.000 unge har allerede deltaget i aktiviteter
- Fokus: håb, demokrati og omsætning af håb til handling
- Mulighed for workshops og oplæg via Generation Hope






Accepter kun nødvendige cookies