Vestsjælland får markant opgradering af elnettet frem mod 2027
Link kopieret
Elnetselskabet Cerius investerer et trecifret millionbeløb i at opgradere elnettet i Holbæk-området for at imødekomme stigende efterspørgsel fra både borgere og erhverv.
Holbæk Kommune
Kalundborg Kommune
Lejre Kommune
Odsherred Kommune
Nyheder
Samfund
Foto: Cerius Radius
Elnettet i den nordvestlige del af Sjælland står over for en markant opgradering. Cerius har igangsat en omfattende investering, der blandt andet indebærer udvidelse af flere transformerstationer og etablering af kilometervis af nye elkabler i jorden.
Baggrunden er en stigende elektrificering i både erhvervsliv og private hjem, hvor elbiler og varmepumper erstatter fossile løsninger. Det lægger pres på kapaciteten i det eksisterende elnet.
”Vi oplever en stor vækst i efterspørgslen fra blandt andet private samt varmesektoren og transporten i takt med, at de elektrificerer. Det er Cerius’ opgave at sikre, at vores del af elnettet kan imødekomme kundernes behov og den udvikling, som vi kigger ind i. Denne investering vil sikre en massiv opgradering af hele eldistributionsnettet i Holbæk-området, som også udgør et vigtigt knudepunkt i forhold til hele det vestlige Sjælland og Odden,” siger Frederik Dalgård Andersen, planlægningschef i Cerius.
Arbejdet udføres af driftsselskabet Nexel, som forventer omfattende gravearbejde i lokalområdet. Nye, større kabler og transformere skal øge kapaciteten betydeligt.
”De eksisterende kabler og transformerstationer har tjent elkunderne rigtig godt, men med nye transformere og større kabler sikrer vi, at der kan transporteres meget mere strøm rundt i området til glæde for elnettets kunder og den grønne omstilling,” siger anlægschef Hans Grundtvig Lindrum.
Han understreger samtidig hensynet til borgerne under arbejdet: ”Infrastrukturprojekter af denne størrelse fylder, og vi vil mange steder skulle grave i vejstrækninger for at lægge de nye kabler. Der har vi en tæt dialog med kommunen om, hvordan vi forstyrrer naboerne mindst muligt.”
Projektet ventes afsluttet i slutningen af 2027.
Faktaboks
Investering: Trecifret millionbeløb
Område: Holbæk og det vestlige Sjælland
Tiltag: Nye elkabler og udvidelse af transformerstationer
Formål: Øget kapacitet og understøttelse af elektrificering
Udfører: Nexel
Baggrund: Stigende elforbrug fra bl.a. elbiler og varmepumper
Vi bruger nødvendige cookies til sikre, at siden fungerer korrekt, marketing-cookies for at forbedre din oplevelse samt statistik-cookies for at måle trafik. Du kan altid tilpasse indstillingerne ved at trykke på 'Cookie-indstillinger' i nedre venstre hjørne.
Accepter kun nødvendige cookies
Accepter nødvendige cookies, marketing-cookies (Facebook) og statistik-cookies (Google Analytics)