Milliardaftale skal klimasikre Vestkysten frem mod 2029
Link kopieret
Staten og fire vestjyske kystkommuner har indgået en ny fireårig aftale, der skal beskytte udsatte dele af Vestkysten mod erosion og stormfloder. Aftalen indebærer investeringer for cirka 1,3 milliarder kroner.
Nationalt
Nyheder
Foto: Pixabay - Pexels
Miljøminister Magnus Heunicke og borgmestrene i Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommuner har indgået en ny fællesaftale om kystbeskyttelse af Vestkysten. Aftalen løber frem til 2029 og skal sikre boliger, infrastruktur og arbejdspladser mod havets erosion og stadig voldsommere vejr.
Uden en indsats kan havet ifølge Miljø- og Ligestillingsministeriet æde op til otte meter af kysten om året på de mest udsatte strækninger. Derfor investeres der omkring 1,3 milliarder kroner i blandt andet sandfodring, som fortsat er den primære metode til at holde kystlinjen på plads.
Miljøminister Magnus Heunicke understreger alvoren i situationen: "Vestkysten er et af de steder i Danmark, som oplever den nye klimavirkelighed med vildere vejr og truende stormfloder på tætteste hold."
Også borgmestrene peger på betydningen af samarbejdet. Borgmester i Thisted, Niels Jørgen Pedersen, fremhæver, at kystbeskyttelse er en opgave, kommunerne ikke kan løfte alene: "Derfor er det afgørende, at vi står sammen og hjælper hinanden, så vi også fremover kan sikre og bevare vores vigtige kyst."
Aftalen er underskrevet i Thorsminde og viderefører et samarbejde mellem stat og kommuner, der har stået på siden 1983.
Faktaboks – Kystbeskyttelse af Vestkysten
Aftalen omfatter den 112 km lange strækning mellem Lodbjerg og Nymindegab
Der investeres ca. 1,3 mia. kr. i perioden frem mod 2029
Staten betaler ca. 1,17 mia. kr., kommunerne samlet ca. 130 mio. kr.
Kystbeskyttelsen sker primært via sandfodring med ca. 3,8 mio. m³ sand årligt
Kysten skal kunne modstå en 100-års stormflod – ved Thyborøn en 1.000-års hændelse
Midlerne stammer fra Klimatilpasningsplan 1 og Accelerationspakken for kystbeskyttelse
Vi bruger nødvendige cookies til sikre, at siden fungerer korrekt, marketing-cookies for at forbedre din oplevelse samt statistik-cookies for at måle trafik. Du kan altid tilpasse indstillingerne ved at trykke på 'Cookie-indstillinger' i nedre venstre hjørne.
Accepter kun nødvendige cookies
Accepter nødvendige cookies, marketing-cookies (Facebook) og statistik-cookies (Google Analytics)