Midttrafik begrænser flexture på hverdage

Midttrafik begrænser nu kørslen med flextur på hverdage mellem klokken 10 og 16. Årsagen er, at en række leverandører har indstillet kørslen, efter at deres midler er blevet beslaglagt som led i politiets efterforskning.
Det betyder, at Midttrafik mangler omkring 25 procent af de vogne, der normalt kører flextrafik i Midtjylland. Derfor prioriteres de mest udsatte kundegrupper.
”Når vi på så kort tid mister hver fjerde af vores vogne, så er vi nødt til at prioritere de vigtigste ture og vores sårbare kunder først. Det er fx kørsel til behandling på hospitalet, skolebørn med særlige behov og handicapkørsel. Vi har derfor valgt at stoppe for bestilling af flexture i de perioder, hvor der er spidsbelastning. Vi ved, at det desværre vil være til stor gene for vores kunder på flextur, og det er vi kede af. Vi arbejder benhårdt på at indgå aftaler med nye leverandører, så vi inden for et par uger kan være tilbage til stabil drift og normalt serviceniveau,” fortæller Henrik Juul Vestergaard, afdelingschef for rådgivning, planlægning og flextrafik hos Midttrafik.
Begrænsningen gælder fra 8. september klokken 15 og to uger frem. Patientbefordring, handicapkørsel og kommunal kørsel fortsætter, men der kan forekomme længere ventetider.
Det samme gælder flexbus og plustur.
Faktaboks:
- Årsag: Mangel på vogne efter leverandørers indstilling af kørsel
- Mangel: Cirka 25 procent af flextrafikkens vogne
- Flextur: Ingen bestilling mandag-fredag kl. 10-16
- Periode: Fra 8. september kl. 15 og to uger frem
- Prioriteres: Patientbefordring, handicapkørsel og kommunal kørsel
- Øvrige ordninger: Flexbus og plustur fortsætter, men med risiko for længere ventetider
- Forventning: Midttrafik arbejder på nye leverandøraftaler med mål om stabil drift inden for et par uger






Accepter kun nødvendige cookies