Danske Medier: Lokalmedier har journalistisk tilstedeværelse i næsten hele landet

Lokale og regionale medier er til stede i næsten hele Danmark. Det viser en ny opgørelse fra Danske Medier, der har kortlagt den geografiske tilstedeværelse blandt organisationens medlemmer.
Opgørelsen bygger på online nyhedsmedier, der er tilmeldt Dansk Online Index. Her fremgår det, at Danske Mediers medlemmer tilsammen dækker 97 ud af 98 kommuner. I 80 kommuner er der én medlemsudgivelse, mens 17 kommuner har mindst to.
Fanø er den eneste kommune, hvor der ikke er registreret en medlemsudgivelse i opgørelsen. Her udkommer Fanø Posten dog. Det danske mindretal dækkes samtidig af to medlemsudgivelser.
Mediernes geografiske rækkevidde følges af en betydelig samlet læserskare. De lokale og regionale medier i Dansk Online Index når tilsammen 60 procent af danskere over 15 år med internetadgang på månedsbasis. Det svarer til knap tre millioner mennesker.
”Det er positivt, at der er så bred journalistisk tilstedeværelse i hele landet. De lokale og regionale medier er tæt på de samfund, de dækker, og de når samtidig ud til en meget stor del af danskerne. Det understreger den vigtige rolle, de spiller i at give borgerne viden om det, der sker lige dér, hvor de bor. Opgørelsen baserer sig endda alene på online nyhedsmedier. Hvis vores øvrige medlemmer tælles med – fx radioerne og de trykte medier – vil tallene endda se endnu højere ud,” siger administrerende direktør i Danske Medier, Dicle Duran Nielsen.
En tidligere analyse af den danske nyhedsproduktion viste desuden, at alle 581 undersøgte stednavne optrådte i den redaktionelle nyhedsdækning i uge 46 i 2024.
Danske Medier peger samtidig på, at de økonomiske og strukturelle vilkår for medierne er under pres. Organisationen ønsker derfor rammer, der kan understøtte et mangfoldigt medielandskab også fremover.
”Det afgørende er, at vi ikke tager den journalistiske tilstedeværelse for givet. Hvis vi ønsker stærke lokale og regionale medier også i fremtiden, skal vi have en mediepolitik, der tager hånd om de strukturelle udfordringer, medierne står overfor. Det er netop det, vores medieudspil har fokus på,” siger Dicle Duran Nielsen.
Faktaboks:
- Danske Mediers medlemmer dækker 97 ud af 98 kommuner.
- 80 kommuner dækkes af én medlemsudgivelse.
- 17 kommuner dækkes af mindst to medlemsudgivelser.
- Fanø er den eneste kommune uden en registreret medlemsudgivelse i opgørelsen. Her udkommer Fanø Posten.
- De lokale og regionale medier i Dansk Online Index når 60 procent af danskere over 15 år med internetadgang månedligt.
- Det svarer til knap tre millioner mennesker.
- En analyse fra uge 46 i 2024 viste, at alle 581 undersøgte danske stednavne blev omtalt i den redaktionelle nyhedsdækning.






Accepter kun nødvendige cookies