Kunstig intelligens skal lette dokumentation i sundhedsvæsnet

Regionerne er i gang med at udvikle kunstig intelligens, der kan overtage en del af det omfattende dokumentationsarbejde i sundhedsvæsnet. Målet er at frigøre tid til patientbehandling, hvor behovet for personale er stigende.
Projektet testes blandt andet i Region Syddanmark, hvor sundhedspersonale er med til at tilpasse løsningen til konkrete arbejdsopgaver. En af dem er psykiater Zoltan Barkanyi fra Lokalpsykiatrien i Odense, som oplever, at dokumentation kan tage lige så lang tid som selve patientkonsultationen.
”AI kan hjælpe med at spare en masse tid, der kan komme patienter til gode. Det kan være med til at nedbringe ventetiden, så der kan blive kortere vej til behandling og undersøgelse i psykiatrien”, fortæller Zoltan Barkanyi.
Hos Danske Regioner ser næstformand Mads Duedahl også et stort potentiale i teknologien. Han peger på, at kunstig intelligens kan understøtte både kvalitet og effektivitet i behandlingen.
”Vores personale skal gøre det, de er bedst til, nemlig behandle patienter, og kunstig intelligens kan frigøre mere tid til behandling. Det kan komme mange patienter til gode i bl.a. psykiatrien, hvor AI kan blive et vigtigt værktøj til at styrke dokumentation med en høj og ensartet kvalitet”.
Løsningen forventes at blive taget i brug fra 2026 og er en del af en større national satsning på kunstig intelligens i den offentlige sektor. Samlet skal projekterne bidrage til at reducere administrative opgaver og forbedre mødet med borgerne.
Faktaboks:
- Projekt: AI til automatiseret dokumentation
- Område: Sundhedsvæsenet (bl.a. psykiatri)
- Testområde: Region Syddanmark, bl.a. Odense
- Formål: Frigøre tid til patientbehandling
- Funktion: Omdanne samtaler til skrift (fx tale-til-tekst)
- Aftale: Regeringen, KL og Danske Regioner
- Budget: 78,2 mio. kr. (2026–2029)
- Opstart: 2026
- Perspektiv: Mindre administration, mere tid til patienter






Accepter kun nødvendige cookies