Kender du Danmarks bedste holdkammerat?

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og A.P. Møller Fonden leder efter Danmarks bedste holdkammerat. Frem til 22. oktober kan holdkammerater, trænere, frivillige, forældre og andre indstille en ung under 18 år, som gør en særlig indsats for fællesskabet i en idrætsforening.
Prisen skal hylde unge, der blandt andet samler holdet, tager imod nye medlemmer eller bidrager med energi til træningen.
”Det er vigtigt med gode kammerater, også i idrætten. Det er dem, der gør det ekstra sjovt at møde ind til træning. Derfor er denne pris så vigtig, for det giver mulighed for at hylde dem, der er med til at sikre det værdifulde fællesskab på et hold eller i en forening,” siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af juryen.
En jury udvælger tre finalister blandt indstillingerne. Vinderen modtager et gavekort på 50.000 kroner, som skal bruges på en oplevelse for hele holdet eller idrætsforeningen. De to øvrige finalister får hver 10.000 kroner til deres hold.
”Vi kan se, at de gode sociale relationer er helt afgørende for, hvor længe børn og unge fortsætter til deres idræt. Vi håber, at præmierne kan være med til at give nogle gode oplever sammen, styrke holdånden og give lyst til at blive ved med at tage til træning og kampe,” siger Frans Hammer.
Vinderen kåres ved Sportsgalla i Herning 9. januar 2027. Sidste års vinder var floorballspilleren Freja Matthisson Sejersen fra TSG Floorball Fighters.
Faktaboks:
- Indstillinger kan sendes frem til 22. oktober 2026.
- Kandidaterne skal være under 18 år.
- Tre finalister udpeges 12. november.
- Vinderen kåres 9. januar 2027 i Herning.
- Vinderen får et gavekort på 50.000 kroner til holdet eller foreningen.
- De to øvrige finalister får 10.000 kroner hver til deres hold.
- Prisen uddeles af DIF med støtte fra A.P. Møller Fonden.






Accepter kun nødvendige cookies