Installationer under pres i julen: Stop for strøm og vand kan ødelægge højtiden

Julen og nytåret betyder øget aktivitet i køkkener og stuer, hvilket lægger pres på boligens installationer. Madlavning, ekstra opvarmning og høj aktivitet i afløb gør, at både strøm, vand og varme ofte når grænsen for kapacitet. Birger T. Christiansen, teknisk konsulent hos TEKNIQ, forklarer: "Julen er højsæson for hygge, men det er også en tid, hvor boligens installationer bliver presset til det yderste. Vi laver masser af fed mad, som stopper afløb og faldstammer til, og har i det hele taget fuldt tryk på el-, vand- og varmeforbrug i løbet ferien."
De mest almindelige årsager til akutopkald i juledagene er stoppede afløb, strømsvigt, manglende varme og vandskader. Fedt fra julemad kan blokere køkkenrør, overbelastning kan få sikringer eller fejlstrømsafbrydere til at slå fra, og varmeanlæg eller varmtvandsbeholdere kan bryde sammen, hvis de ikke er blevet serviceret.
"Den pludselige spidsbelastning kan være dråben, der får eltavlen eller varmekilden til at sætte ud midt i julehyggen. Den bedste forsikring mod sort jul og kolde fødder er at sørge for at have basale ting som sikringer liggende klar, men samtidig sørge for, at varmekilden er blevet serviceret løbende," siger Christiansen.
TEKNIQ anbefaler, at danskerne kender sin eltavle, fordeler strømforbruget, servicerer varmeanlæg, tjekker julelys og ved, hvor afspærringshaner er placeret. Med enkle forholdsregler kan julefreden bevares uden akutte skader på hjemmets installationer.
Faktaboks: Hyppige skader og råd
- Stoppede afløb: Fedt og madrester stopper rør
- Strømsvigt: Overbelastning af køkkenmaskiner, vaskemaskine, tørretumbler m.m.
- Manglende varme: Nedbrud på varmeanlæg eller varmtvandsbeholdere
- Vandskader: Utætte rør eller samlinger
- Forebyggelse:
- Kend eltavlen og hav ekstra smeltesikringer
- Fordel strømforbruget
- Servicer varmeanlæg regelmæssigt
- Tjek julelys og kabler
- Luk for vandet ved lækage
- Brug udelukkelsesmetoden ved strømafbrydelse






Accepter kun nødvendige cookies