I dag går pilotprojekt for tjek af beskyttelsesrum i gang

Styrelsen for Samfundssikkerhed er nu i gang med et omfattende eftersyn af landets beskyttelsesrum. Målet er at kortlægge både stand og kapacitet, så Danmark fremover kan være bedre forberedt på mulige krisesituationer.
Første fase af arbejdet omfatter de såkaldte betondækningsgrave. Her gennemfører en række udvalgte kommuner og redningsberedskaber et piloteftersyn i de kommende uger, hvor rummenes tilstand undersøges og registreres. Erfaringerne fra denne fase skal danne grundlag for det efterfølgende landsdækkende eftersyn.
”Der er ikke nogen trussel fra regulære militære angreb mod Danmark lige nu. Det vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste. Men Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer også, at den militære trussel fra Rusland mod Europa og Danmark vil stige over de kommende år,” siger direktør for Styrelsen for Samfundssikkerhed, Laila Reenberg.
Hun understreger, at arbejdet handler om rettidig omhu. ”Ændringer på beskyttelsesrum kan ikke foretages fra den ene dag til den anden. Det tager tid. Med iværksættelsen af eftersynet tager vi et vigtigt skridt i arbejdet med at sikre, at Danmark også på dette punkt kan være bedre forberedt.”
Sideløbende forberedes eftersynet af de såkaldte sikringsrum, som findes i både offentlige og private ejendomme.
FAKTABOKS: Eftersyn af beskyttelsesrum
- Aftalt som del af økonomiaftalen for kommunerne i 2026
- Formål: At skabe overblik over stand og kapacitet i landets beskyttelsesrum
- Første fase: Eftersyn af betondækningsgrave i udvalgte kommuner
- Deltagere i pilotprojektet: Hovedstadens, Østjyllands og Fyns Beredskab samt Bornholms Regionskommune, Aalborg og Gentofte Kommune
- Styrelsen for Samfundssikkerhed og KL står bag arbejdet
- Der udarbejdes tjeklister, digitale indberetningsværktøjer og vejledningsmateriale til kommunerne






Accepter kun nødvendige cookies