Halvdelen af danske bilister kører for tæt på motorvejen

Næsten halvdelen af danske bilister holder for kort afstand på motorvejen, og mere end halvdelen ved ikke, hvad den korrekte afstand er, viser en rundspørge fra Vejdirektoratet.
36 procent af de adspurgte sagde, at de holder mellem 20 og 40 meter til forankørende ved 130 km/t, mens otte procent kører med under 20 meters afstand. Den anbefalede mindsteafstand ved denne hastighed er 65 meter.
Transportminister Thomas Danielsen bakker op om kampagnen:
"Det kan skabe farlige situationer, når der ikke er afstand nok mellem bilerne, og Vejdirektoratets undersøgelse viser, at der er alt for mange, der kører for tæt på den forankørende. Derfor er det vigtigt løbende at lave kampagner, der minder bilisterne om, hvorfor det er en god ide at holde afstand."
Afdelingsleder i Vejdirektoratet, Marianne Foldberg Steffensen, understreger betydningen:
"Der kan være mange grunde til, at man ikke lige får holdt nok afstand til bilen foran, men ingen af dem er gode. Der er tværtimod nogle rigtig gode og vigtige grunde til altid at holde tilstrækkelig afstand på motorvejen."
Afstanden til bilen foran er afgørende for at undgå bagendekollisioner, som udgør 43 procent af ulykkerne på motorvejene. I 2024 blev tre personer dræbt, 51 alvorligt og 22 lettere tilskadekomne ved denne type ulykker.
Den nye kampagne lanceres med AI-genererede billeder, der viser dramatiske situationer på motorvejen og illustrerer, hvor hurtigt det kan gå galt, hvis man kører for tæt.
FAKTABOKS: Afstand til forankørende
- Under 20 m: 8 %
- 20-40 m: 36 %
- 40-60 m: 17 %
- 60-80 m: 18 %
- 80-100 m: 6 %
- Ved ikke: 16 %
- Gennemsnit af 520 svar på korrekt afstand: 58 m
- Ved ikke på korrekt afstand: 57 %
- Respondenter: 1.219
- Undersøgelse gennemført: 27. august – 3. september 2025
- Anbefalet afstand ved 130 km/t: 65 m
- Kilde: Vejdirektoratet






Accepter kun nødvendige cookies