Grønlandsk medie modtager ny dansk UNESCO-pris

For første gang uddeles Den danske UNESCO-pris, og årets modtager er Grønlands største medie, Sermitsiaq. Prisen blev overrakt torsdag den 29. januar til chefredaktør og direktør Masaana Egede.
Ifølge juryen har Sermitsiaq spillet en særlig rolle i en periode, hvor Grønland har været i fokus internationalt. Mediet har leveret løbende nyhedsdækning til den grønlandske befolkning og samtidig fungeret som modvægt til misinformation både nationalt og internationalt.
Ida Ebbensgaard, forperson for UNESCOs priskomite, udtaler: "Sermitsiaq sikrer en oplyst offentlighed i vanvittig tid. Deres arbejde fortjener dyb anerkendelse. Med få ressourcer styrker de vores demokratiske modstandskraft. Det er publicisme i praksis".
Også chefredaktør Masaana Egede fremhæver betydningen af anerkendelsen:
"Det betyder mere, end de fleste tror, at vores indsats bliver set og anerkendt. Der er mennesker bag journalistikken, og det har været en hård tid for alle i samfundet".
Derudover fremhæves Sermitsiaqs teknologiske udvikling, herunder et AI-baseret oversættelsesværktøj mellem grønlandsk og dansk, som bidrager til en mere inkluderende offentlig debat i Kongeriget Danmark.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye understreger pressens rolle og siger: "En fri og ansvarlig presse er en grundpille i vores demokrati".
Faktaboks:
- Pris: Den danske UNESCO-pris
- Første uddeling: 29. januar 2026
- Modtager: Sermitsiaq
- Overrækkelse til: Masaana Egede, chefredaktør og direktør
- Tema 2026: Publicisme
- Arrangør: Den danske UNESCO-nationalkommission
- Ekstra hæder: Verdensarvsoplevelse ved Jellingstenene
- Jury: Repræsentanter fra medier, forlagsbranchen og universiteter






Accepter kun nødvendige cookies