Gammel elektronik i skufferne kan øge risikoen for brand

En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Gjensidige, viser, at mange danskere gemmer elektronik, de ikke har brugt i mindst 12 måneder. Det gælder især mobiltelefoner samt opladere og kabler, som henholdsvis 50 og 49 procent har liggende.
Samtidig har 32 procent gamle bærbare computere, højttalere eller høretelefoner, mens 31 procent har powerbanks liggende.
Ifølge Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, kan gamle lithium-batterier med tiden blive beskadiget.
“Det er naturligvis ikke sådan, at man ikke skal gemme elektronik i tilfælde af, at man får brug for det senere hen. Men gamle lithium-batterier kan over tid blive beskadiget og i værste tilfælde udvikle sig til brand, og det er en helt unødvendig risiko at løbe, hvis man i forvejen ikke har brugt elektronikken i en længere periode.”
Hun anbefaler derfor, at danskerne mindst én gang om året gennemgår den gamle elektronik og vurderer, om den fortsat skal gemmes.
“Derfor vil jeg også opfordre til, at man som minimum en gang om året går sin elektronik igennem og finder ud af, om der er noget, der enten kan smides ud eller afleveres på genbrugsstationen.”
Faktaboks
- Undersøgelsen er lavet af YouGov for Gjensidige.
- 1.028 danskere over 18 år deltog.
- 50 procent har gamle mobiltelefoner liggende.
- 49 procent har gamle opladere og kabler.
- 32 procent har bærbare computere samt højttalere/høretelefoner.
- 31 procent har powerbanks.
- 17 procent har ingen af de nævnte produkter liggende.






Accepter kun nødvendige cookies