Frivillige relationer styrker flygtninges integration i Danmark

Frivillige har en tydelig betydning for flygtninges integration, viser en ny undersøgelse blandt danske kommuner. Initiativet Venner Viser Vej, drevet af Røde Kors og DRC Dansk Flygtningehjælp, matcher flygtninge med frivillige, som støtter med dansktræning, beskæftigelse og forståelse af det danske samfund.
Ifølge undersøgelsen vurderer 97% af de deltagende kommuner, at indsatsen styrker deltagernes hverdagsmestring, 96% mener, at den forbedrer danskkundskaber, og 93% vurderer, at den øger forståelsen af samfund og kultur. Mange kommuner ser også positive effekter på trivsel, beskæftigelse og medborgerskab.
Samarbejdet mellem organisationerne og kommunerne fungerer godt eller særdeles godt ifølge 79% af kommunerne. Initiativet har særlig relevans i lyset af den aktuelle flygtningesituation, herunder ankomsten af omkring 2.000 fordrevne fra Ukraine alene i september.
"Frivillige relationer er ikke bare et værdifuldt bidrag til integrationsindsatsen – de er en forudsætning for, at flere flygtninge følger sig mødt, forstået og styrket i hverdagen," siger Lone Tinor-Centi, chef for DRC Dansk Flygtningehjælps frivilligindsats.
Røde Kors fremhæver også betydningen af samarbejdet: "Venner Viser Vej styrker flygtninges sprog, trivsel, handlekraft og deltagelse og er direkte i tråd med de politiske ambitioner, om at flere flygtninge skal blive selvhjulpne," siger Niels Svankjær Christiansen, leder af Røde Kors' integrationsindsats.
Faktaboks:
- Undersøgelsen: 73 kommuner blev kontaktet, 40 besvarede (55%)
- Effekt på flygtninge: 97%: styrket hverdagsmestring; 96%: bedre danskkundskaber; 93%: øget samfunds- og kulturforståelse
- Samarbejde: 79% vurderer samarbejdet mellem kommuner og organisationer som godt eller særdeles godt
- Venner Viser Vej: Matchet over 12.000 flygtninge med frivillige siden 2016
- Formål: Støtte flygtninge med dansktræning, beskæftigelse, medborgerskab, samfundsforståelse og trivsel






Accepter kun nødvendige cookies