Forskere opdager biologisk ur i nyfødtes immunsystem

Et internationalt forskerhold med deltagelse af Aalborg Universitet har undersøgt, hvordan immunsystemet udvikler sig hos nyfødte. Forskerne fandt, at udviklingen sker på næsten samme tidspunkt hos raske børn i de første to døgn.
Ved hjælp af proteiner i blodprøver kunne forskerne estimere et barns alder med få timers præcision. De største biologiske forandringer fandt sted i løbet af de første cirka 16 timer efter fødslen.
”I vores studie viser vi for første gang, at udviklingen af immunsystemet sker på stort set samme tidspunkt hos alle raske børn. Det peger på eksistensen af et biologisk immun-ur og indikerer, at fødslen ikke blot er et øjeblik, hvor noget sker, men starten på et ekstremt velkoordineret biologisk program,” siger Tue Bjerg Bennike, lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.
Studiet viste også en forskel mellem kønnene. Nyfødte piger var i gennemsnit omkring fire timer foran drenge i deres immunologiske udvikling.
Forskerne peger på, at det biologiske ur på længere sigt kan bruges til at vurdere immunologisk modenhed og identificere børn, hvis udvikling afviger fra det normale. Metoden skal dog først testes på andre grupper, blandt andet for tidligt fødte og syge spædbørn.
Faktaboks
- Studiet omfattede 730 raske, fuldbårne nyfødte.
- Børnene kom fra forskningskohorter i Gambia og Papua Ny Guinea.
- De største immunologiske forandringer skete de første cirka 16 timer.
- Piger var i gennemsnit cirka fire timer foran drenge.
- Studiet er offentliggjort i Cell Reports Medicine.
- Forskningen er udført i regi af EPIC-HIPC Consortium.
- Studiet er blandt andet støttet af Carlsbergfondet og Lundbeckfonden.






Accepter kun nødvendige cookies