Flertal af seniorer vil bo til leje frem for at eje

Ejerboligen bliver ofte omtalt som det endelige mål på boligmarkedet, men sådan ser virkeligheden ikke nødvendigvis ud for danske seniorer. En ny analyse fra NRGI Exometric, offentliggjort af EjendomDanmark, viser, at 54 procent af danskerne over 65 år realistisk set vil vælge en lejebolig som deres næste bolig.
”Det viser, at ejerboligen ikke nødvendigvis er det naturlige valg gennem hele livet. Mange seniorer vælger lejeboligen, fordi den giver tryghed, fleksibilitet og en nemmere hverdag,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.
Analysen viser desuden, at hele 93 procent af de seniorer, der allerede bor i en privat lejebolig, ønsker at fortsætte med det. Økonomien spiller også ind, forklarer Peter Stenholm: ”Mange oplever, at det bliver sværere at låne penge i banken, når man går på pension og indkomsten falder. For dem, der ønsker at flytte, er lejeboligen derfor en oplagt løsning med økonomisk frihed.”
Tendensen ses ikke kun blandt seniorer. I befolkningen generelt svarer 45 procent, at de realistisk set vil vælge en lejebolig som deres næste hjem, mens 44 procent foretrækker en ejerbolig.
Ifølge EjendomDanmark understreger tallene behovet for et mangfoldigt boligmarked, der afspejler danskernes reelle ønsker.
FAKTA: Analyse af danskernes boligønsker
- Analyse foretaget af NRGI Exometric blandt 22.000 husstande.
- 54 % af danskere over 65 år foretrækker en lejebolig som næste hjem.
- 93 % af seniorer i privat lejebolig vil fortsætte med at bo til leje.
- Hele befolkningen: 45 % foretrækker lejebolig, 44 % ejerbolig.
- Hovedårsager: fleksibilitet, mindre vedligehold, økonomisk tryghed.






Accepter kun nødvendige cookies