Flere unge skal blive sikrere i trafikken med personlige historier

Unge er fortsat overrepræsenterede i trafikulykker, og i 2025 steg antallet af dræbte og tilskadekomne 15-17-årige med 15 procent sammenlignet med gennemsnittet for 2020-2024.
Stigningen skyldes hovedsageligt flere tilskadekomne cyklister og knallert 30-førere. Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden vil nu forsøge at ændre udviklingen gennem blandt andet undervisning og personlige historier fra mennesker, der selv har været involveret i alvorlige trafikulykker.
Indsatsen Sikker Trafik LIVE sender hvert år foredragsholdere ud på skoler og ungdomsuddannelser. De fortæller om konsekvenserne ved risikabel adfærd i trafikken og om, hvordan ulykker også påvirker familie og venner.
I sidste skoleår fik cirka 26.000 elever på 773 folke-, fri- og privatskoler besøg af en person, der selv er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke. Derudover besøgte Sikker Trafik LIVE 208 erhvervsskoler og gymnasier, hvor eleverne mødte pårørende til trafikdræbte.
"De personlige foredrag går under huden, og får flere unge til at tænke over deres egen adfærd i trafikken. Det er der brug for, og samtidig er det også vigtigt, at skolerne i højere grad prioriterer færdselsundervisningen. For vi har stadig en udfordring med unge, der tager risici i trafikken og kører for stærkt, uden hjelm eller påvirkede uden at tænke over konsekvenserne. Alt for ofte ender det desværre med alvorlige ulykker, der kunne have været undgået," siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Faktaboks:
- Antallet af dræbte og tilskadekomne 15-17-årige steg 15 procent i 2025 sammenlignet med gennemsnittet for 2020-2024.
- Stigningen skyldes især flere tilskadekomne cyklister og knallert 30-førere.
- Både 15-17-årige og 18-24-årige er overrepræsenterede i forhold til deres andel af befolkningen.
- Sikker Trafik LIVE drives af Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden.
- Cirka 26.000 elever på 773 folke-, fri- og privatskoler fik besøg sidste skoleår.
- 208 erhvervsskoler og gymnasier fik også besøg.
- Antallet af dræbte blandt 15-17-årige faldt en smule i 2025.






Accepter kun nødvendige cookies