Flere folkepensionister bliver på jobbet

Flere danske folkepensionister vælger at blive på arbejdsmarkedet. De seneste tal viser, at 100.500 personer over folkepensionsalderen var i beskæftigelse i oktober sidste år – det højeste niveau, der nogensinde er målt. Tendensen peger ifølge Jyske Bank på, at det gradvist er blevet mere normalt at kombinere folkepension og arbejde.
Privatøkonom i Jyske Bank Bettina Brask forklarer, at økonomien spiller en central rolle. Hun peger blandt andet på, at modregningen i folkepensionen ved arbejdsindtægter er afskaffet fra 2024, hvilket gør det mere attraktivt at fortsætte med at arbejde. Samtidig kan folkepensionister se frem til en lønstigning i 2026.
"Lønstigningen betyder konkret, at folkepensionen vokser, så der kommer flere penge ind på NemKontoen her i det nye år," siger privatøkonomi i Jyske Bank, Bettina Brask.
Ud over lønstigningen fremhæver hun også den samfundsmæssige betydning af, at flere seniorer fortsætter i job.
"Seniorer er i høj grad en vigtig ressource samfundsmæssigt, da de med deres engagement, frivillighed, overskud og nu også med en fortsat delvis aktiv styrke arbejdsmæssigt er med til at bidrage til samfundet med overskudskræfter," siger Bettina Brask.
Derudover er der en økonomisk bonus til dem, der arbejder videre de første to år efter folkepensionsalderen.
"Og den gulerod vokser altså i 2026. Det er nemlig netop vedtaget før jul, at første års præmie bliver på 53.901 kr. og andet år på 32.074 kr.," slutter Bettina Brask.
Faktaboks: Folkepensionister og arbejde
- 100.500 personer over folkepensionsalderen var i job (oktober 2025)
- Modregning af arbejdsindtægt i folkepension afskaffet fra 2024
- Lønstigning i 2026: 4,8 procent
- Grundbeløb i folkepension: 90.528 kr. årligt
- Pensionstillæg:
- Gifte/samlevende: 53.604 kr.
- Enlige: 104.748 kr.
- Skattefri præmie ved arbejde efter folkepensionsalderen:
- år: 53.901 kr.
- år: 32.074 kr.
- Krav for præmie: Gennemsnitligt 30 timer om ugen
- Kilde: Jyske Bank A/S






Accepter kun nødvendige cookies