FDM advarer: Brugte biler sælges med vildledende forbrugstal

Danske bilkøbere kan i stor stil være blevet vildledt, når de har købt brugte biler siden 2018. Ifølge FDM markedsføres mange biler med forbrugstal, der ligger omkring 20 procent lavere end bilernes reelle brændstofforbrug.
Fejlen skyldes, at annoncer ofte viser et såkaldt skatteteknisk forbrugstal, som alene bruges til beregning af registrerings- og ejerafgifter. Det korrekte tal er bilens officielle EU-forbrug, WLTP-målingen, men det fremgår ikke tydeligt i alle annoncer.
”Det dur naturligvis ikke, at brugte biler markedsføres med vildledende forbrugstal, der kan give forbrugerne et for gunstigt indtryk. Forbrugerne skal kunne stole på de oplysninger, de præsenteres for,” siger Torben Lund Kudsk, politisk chef i FDM.
Han peger på, at fejlen kan betyde tusindvis af sager, hvor købere i årevis har betalt 2.000-3.000 kroner ekstra i årlige brændstofudgifter.
FDM understreger, at problemet kan skyldes en systematisk datafejl i de IT-løsninger, der henter bildata fra Motorregistret, og forventer nu, at branchen retter fejlen hurtigt. ”Vi vil gå i dialog med branchen for at se, om det er muligt at undgå at føre sager ved domstolene,” siger Torben Lund Kudsk.
FAKTA: Sagen om forbrugstal
- Gælder brugte biler solgt siden september 2018
- Fejlen findes på bl.a. Bilbasen, Biltorvet og forhandleres hjemmesider
- Viser et skatteteknisk forbrugstal ca. 20 % lavere end korrekt WLTP-tal
- Eksempel: VW Golf oplyst til 20,9 km/l i annoncer – reelt 17,3 km/l
- Kan give bilejere 2.000-3.000 kr. ekstra i brændstofudgifter om året
- Over 400.000 brugte biler handles årligt i Danmark






Accepter kun nødvendige cookies