Falcks Sundhedsbarometer: Økonomi, søvnunderskud og hverdagspres øger mistrivsel blandt danskerne

Mental mistrivsel er fortsat en stor udfordring i Danmark. Ifølge Sundhedsbarometer 2025 fra Falck er 26,5 procent af danskerne i risiko eller høj risiko for at udvikle stress, angst eller depression. Rapporten udkommer i forbindelse med WHO’s World Mental Health Day og bygger på svar fra 3.000 danskere.
Økonomisk pres fylder mest i danskernes hverdag. Hele 48 procent føler sig presset af deres privatøkonomi, og bekymringen går på tværs af indkomstniveauer. Ifølge Falcks chefpsykolog Jacob Vindbjerg Nissen er det et overset problem: "Økonomisk usikkerhed er en underbelyst stressfaktor, der kan holde os vågne om natten og fastholde os i et job, hvor vi grundlæggende mistrives."
Rapporten peger på, at kvinder mellem 30-39 år, singler og småbørnsforældre er særligt udsatte. 32 procent af singlerer i risiko for mistrivsel, og blandt singler i alderen 30-49 år gælder det 41 procent. Ifølge Jacob Vindbjerg Nissen mangler mange singler daglig følelsesmæssig støtte: "Singler har ikke samme adgang til den daglige 'debriefing', som mange tager for givet i et parforhold."
Søvnmangel spiller også en central rolle. Blandt dem, der kun sover maksimalt fem timer om natten, er 51 procent i risiko for mistrivsel. "Søvn er en fundamental byggesten, når det kommer til mental sundhed, og kan ikke undervurderes," understreger Jacob Vindbjerg Nissen.
Trods udfordringerne ser rapporten også positive tendenser: 84 procent af danskerne anerkender vigtigheden af mental sundhed, og 2 ud af 3 gør aktivt noget for at styrke den.
Læs mere om Sunhedsbarometeret og download rapporten her.
Faktaboks
- Kilde: Falcks Sundhedsbarometer 2025
- Omfang: 3.000 adspurgte danskere, 16-75 år
- Metode: WHO-5, udført af Wilke
- I risiko for mistrivsel: 26,5 %
- Største stressfaktor: Privatøkonomi (48 %)
- Udsatte grupper: Kvinder 30-39 år, singler, småbørnsforældre
- Søvn & mistrivsel: 51 % i risiko ved søvn ≤ 5 timer
- Positivt fund: 67 % gør aktivt noget for mental sundhed






Accepter kun nødvendige cookies