Droner lukker Aalborg Lufthavn – aktivitet også i Esbjerg, Sønderborg og Skrydstrup

Al flytrafik i Aalborg Lufthavn blev i går aftes midlertidigt indstillet, efter at Nordjyllands Politi modtog meldinger om flere droner i luftrummet. Observationerne skete klokken 21.44, og Rigspolitiet afviste senere, at der var tale om private droner.
I løbet af natten blev der også registreret droner ved lufthavnene i Esbjerg, Sønderborg og Flyvestation Skrydstrup. Ifølge politiet fløj dronerne med lys og blev observeret fra jorden. Det er endnu uklart, hvem der står bag, og hvilken type droner der er tale om.
Hændelserne kommer blot to dage efter, at Københavns Lufthavn måtte lukke i flere timer på grund af lignende droneaktivitet. Flere eksperter påpeger, at situationen er alvorlig, særligt fordi flere observationer fandt sted over militære områder som Aalborg og Skrydstrup.
Myndighederne samarbejder nu med Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret i efterforskningen. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og justitsminister Peter Hummelgaard vil senere i dag orientere offentligheden på et pressemøde.
FAKTA: Droneaktiviteten i nat
- Kl. 21.44: Nordjyllands Politi modtager anmeldelse om droner over Aalborg Lufthavn. Al flytrafik stoppes.
- Droner observeres også i Esbjerg, Sønderborg og ved Flyvestation Skrydstrup.
- Rigspolitiet afviser, at der er tale om private droner.
- Den seneste bekræftede observation i Aalborg fandt sted kl. 00.54.
- Politiet vurderer, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at skyde dronerne ned.
- Også Billund og Bornholm Lufthavn har haft meldinger om droner, men de er ikke bekræftet.
- Myndighederne arbejder sammen med PET og Forsvaret om sagen.






Accepter kun nødvendige cookies