Danskerne holder fortsat på pengene – trods fald i indlån

Ved udgangen af september havde danskerne i alt 1.242 milliarder kroner stående i bankerne – 8 milliarder mindre end måneden før. Det viser nye tal fra Nationalbanken, som Mybanker har analyseret. På trods af faldet er indlånene stadig 70 milliarder kroner højere end for et år siden.
Ser man bort fra pensions- og børneopsparinger, som danskerne ikke frit kan hæve, står der 1.004 milliarder kroner på konti, der er tilgængelige. Det svarer til, at hver voksne dansker i gennemsnit har omkring 206.000 kroner, de kan trække på – dog med stor forskel fra person til person.
”Danskerne har rigtigt mange rede penge stående i banken. Det skyldes bl.a. den stærke økonomi med høj beskæftigelse og stigende lønninger. Men det skyldes også, at forbrugerne trods det ser ret negativt på både egen og landets økonomi,” siger Mybankers cheføkonom Jens Hjarsbech.
Han peger samtidig på, at de fleste penge står på almindelige konti uden rente: ”Man skal se sig rigtigt godt for, hvis man skal finde en bank med en rente over 0% på normale konti. Har man en større opsparing, er den normale bankkonto ikke det rigtige sted at have den stående.”
FAKTA: Danskernes penge i banken
- Samlet indlån september 2025: 1.242 mia. kr.
- Fald fra august: 8 mia. kr.
- Stigning på et år: 70 mia. kr.
- Frie midler (uden puljeindlån): 1.004 mia. kr.
- Gennemsnitlig fri opsparing pr. voksen: 206.000 kr.
- 158 mia. kr. står på konti med binding og højere rente
- Kilde: Nationalbanken / Mybanker






Accepter kun nødvendige cookies