Danskerne er usikre på, hvornår de skal købe eller sælge bolig

Det er blevet sværere for mange danskere at vurdere, hvornår det er det rette tidspunkt at købe eller sælge bolig. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har gennemført for home.
45 procent svarer, at det er blevet sværere at vurdere det rette tidspunkt, mens kun 6 procent er uenige.
Usikkerheden er især tydelig blandt potentielle boligkøbere. Kun 16 procent vurderer, at det lige nu er et godt eller meget godt tidspunkt at købe bolig, mens 32 procent mener, at det er et dårligt eller meget dårligt tidspunkt.
Omvendt vurderer 46 procent, at det er et godt eller meget godt tidspunkt at sælge bolig. Blandt ejerboligejere er andelen 53 procent.
”Det interessante er, at danskerne ser så forskelligt på køb og salg. Man kan godt opleve gode muligheder som sælger, men samtidig være mere tilbageholdende, når man selv skal videre og købe nyt. Det fortæller os, at priser, privatøkonomi og en mere usikker omverden, gør boligskiftet til en endnu større beslutning,” siger Laura Lindahl, kommerciel direktør i home.
Boligpriserne er den faktor, flest peger på som en hindring for boligkøb. 42 procent nævner høje priser, mens 24 procent peger på høje renter.
Samtidig forventer 47 procent, at boligrenterne vil stige de kommende seks måneder. Blandt ejerboligejere er andelen 54 procent.
Undersøgelsen bygger på 1.031 interview med danskere på 18 år og derover gennemført fra 4. til 7. september 2026.
Faktaboks:
- 45 procent har sværere ved at vurdere tidspunktet for boligkøb eller -salg.
- 16 procent vurderer, at det er et godt tidspunkt at købe bolig.
- 46 procent vurderer, at det er et godt tidspunkt at sælge.
- 42 procent peger på høje boligpriser som en hindring for køb.
- 24 procent peger på høje renter.
- 47 procent forventer stigende boligrenter de næste seks måneder.
- Undersøgelsen er gennemført af YouGov for home med 1.031 deltagere.






Accepter kun nødvendige cookies