Danmarks største private mineralsamling flytter til Statens Naturhistoriske Museum

Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet har erhvervet Danmarks største private mineralsamling, opbygget gennem 48 år af samleren Hans Kloster. Samlingen, der indtil nu har fyldt 34 vitrineskabe i en lejlighed på Frederiksberg, rummer over 4.000 forskellige mineralarter og mere end 13.000 enkeltprøver – fra guldklumper til fluorescerende uranmineraler.

Uranocircit fra Serra Estrela i Portugal. Et sjældent, gulgrønt mineral. Det fluorescerer grønt under UV-lys. Navnet er inspireret af dets indhold af uran. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
“Det glæder mig dybt, at mit livsværk får et hjem på Statens Naturhistoriske Museum. Det var det eneste sted, jeg kunne forestille mig, at samlingen hører til – og den eneste køber, jeg ville sige ja til,” siger Hans Kloster i pressemeddelelsen.
Med købet øger museet sin dækning af kendte mineralarter fra cirka 50 til næsten 70 procent, og det gør samlingen til en af de mest forskningsrelevante i verden. Mineraler spiller en central rolle både i forståelsen af jordens historie og i udviklingen af moderne teknologi som batterier og solceller.

Azurite fra Tsumeb i Namibia. Mineralet er kendt for sin kraftige blå farve og findes typisk der, hvor kobbermalm er ved at blive nedbrudt tæt på jordoverfladen. Foto: Statens Naturhistoriske Museum
“Samlingen åbner nye muligheder for forskning i alt fra jordens oprindelse til fremtidens materialer. Det er en historisk styrkelse af museet og en gave til fremtidige generationer,” udtaler geolog og forsker Michael Storey, der har ledt museets erhvervelse af samlingen.
Samlingen er allerede flyttet til museets magasiner og forventes registreret og integreret i museets databaser inden udgangen af oktober.
Faktaboks: Statens Naturhistoriske Museums nye mineralsamling
- Over 13.000 mineralprøver
- Mere end 4.000 forskellige mineralarter
- Over 1.000 arter nye for museet
- Øger museets dækning til næsten 70 % af verdens kendte mineralarter
- Samlet antal registrerede prøver på museet: ca. 100.000
- Bruges til forskning, undervisning og internationale samarbejder






Accepter kun nødvendige cookies