Danmark og Indien indleder fælles eftersøgning af historisk skibsvrag i Det Indiske Ocean

Danmark og Indien har indgået en historisk aftale om at eftersøge det danske skib ØRESUND, som forliste ud for kysten ved Karaikal i det nuværende Puducherry i 1619. Aftalen er underskrevet mellem Archaeological Survey of India og Nationalmuseet i Danmark og koordineres med Dansk Kulturinstitut.
Skibet ØRESUND er kendt som det første danske fartøj, der nåede frem til Asien, og dets forlis markerer et vigtigt kapitel i den tidlige maritime kontakt mellem Danmark og Indien. Vraget forventes at kunne bidrage med ny viden om handel, søfart og de tidlige europæiske ekspeditioner i Det Indiske Ocean.
Eftersøgningen starter i september 2026 og gennemføres som en ikke-invasiv marinarkæologisk undersøgelse med avanceret teknologi. Projektet sker i samarbejde mellem indiske og danske forskere, herunder Nationalmuseets forskningscenter Njord.
Marinarkæolog Andreas Kallmeyer Bloch fra Nationalmuseet fremhæver betydningen af fundet:
"At finde vraget af skibet ØRESUND vil være en unik mulighed for at kunne fortælle om de danske og indiske relationer, der begyndte med netop dette skib og dets besætning. Skibet i sig selv er en tidskapsel, som ikke bare udgør skibstømmer og last, men bliver et symbol på Christian IV's drømme om handel med fjerne egne. At finde vraget vil betyde, at vi kan gøre netop dette første danske togt til Asien til noget konkret og håndgribeligt, og løfte fortællingen med genstande, der kan give fortællingen styrket relevans."
Også projektleder fra Archaeological Survey of India, Dr. Aprajita Sharma, understreger samarbejdets værdi:
"Havet og den maritime kulturarv anerkender ikke moderne grænser. ØRESUND-vraget udgør en sjælden mulighed for Archaeological Survey of India til at undersøge en håndgribelig forbindelse mellem Danmark og Indiens maritime fortid. Som arkæologer er vores mål ikke kun at lokalisere vraget, men også at lære af det om handel, skibsbygning, livet til søs og de historiske forbindelser, der har været med til at forme vores verden."

Fra venstre til højre: marinarkæolog og projektleder Aprajita Sharma fra Archaeological Survey of India, ambassadør Rasmus Abildgaard Kristensen fra den danske ambassade i New Delhi, direktør Yadubir Singh Rawat fra Archaeological Survey of India. Foto: Dansk Kulturinstitut
Samarbejdet markerer Indiens første internationale projekt inden for marinarkæologi og ses som et vigtigt skridt i styrkelsen af forskningssamarbejdet mellem de to lande.
Faktaboks
- Projekt: Eftersøgning af skibsvraget ØRESUND
- Skib: ØRESUND, dansk skib fra 1600-tallet
- Forlis: 1619 ved Karaikal, Puducherry (Indien)
- Projektstart: September 2026
- Samarbejdspartnere: Archaeological Survey of India, Nationalmuseet i Danmark, Dansk Kulturinstitut
- Metode: Ikke-invasiv marinarkæologisk undersøgelse
- Historisk betydning: Første danske skib i Asien og del af tidlig handel i Det Indiske Ocean
- Ledende danske forsker: Andreas Kallmeyer Bloch, Nationalmuseet (Njord)
- Indisk projektleder: Dr. Aprajita Sharma, Archaeological Survey of India
- Diplomati: En del af dansk-indisk kulturprogram 2022–2026






Accepter kun nødvendige cookies