Dagrofa Foodservice redder 97 tons mad fra spild

I perioden januar–august 2025 har Dagrofa Foodservice doneret 97 tons overskudsvarer til Stop Spild Lokalt, som distribuerer maden til økonomisk pressede personer og familier. Donationen dækker blandt andet frugt og grønt, mejeri, kød, brød og snacks.
"Partnerskabet i praksis lever i bedste velgående på tværs af landet. Vores Cash & Carry-medarbejdere og de frivillige ildsjæle fra Stop Spild Lokalt har etableret stærke relationer, som medvirker til, at rigtig mange økonomisk trængte mennesker får nemmere adgang til nogle gode madoplevelser," siger Kenneth Linde, salgsdirektør i Dagrofa Foodservices Cash & Carry-kæde.
Stop Spild Lokalt, grundlagt i 2016 af Rasmus Erichsen, har i dag omkring 300.000 medlemmer i lokale Facebookgrupper og driver Madoaser over hele landet, hvor frivillige afhenter overskudsvarerne flere gange ugentligt.
"Vi er meget glade for at kunne hjælpe Dagrofa Foodservice med at minimere sit madspild, og vores lokale frivillige sætter stor pris på samarbejdet med Cash & Carry-butikkerne," siger Rasmus Erichsen.
Bæredygtighedsansvarlig Marie Serup Weisel fra Dagrofa Foodservice fremhæver, at partnerskabet er en central del af fødevaregrossistens grønne indsats: "Donationerne gør en kæmpe forskel, og vi skal sammen med Stop Spild Lokalt overveje, hvordan vi udvikler partnerskabet yderligere."
I anledning af Danmarks Nationale Madspildsdag den 29. september arrangeres en ekstraordinær uddeling fra Stop Spild Lokalt på Frederiksberg med deltagelse af Michael Christensen, adm. direktør i Dagrofa Foodservice.
FAKTA: Dagrofa Foodservice og Stop Spild Lokalt
- Dagrofa Foodservice har 30 Cash & Carry-butikker og leverer til kantiner, hoteller og restauranter.
- I 2025 er 97 tons overskudsvarer doneret til Stop Spild Lokalt.
- Stop Spild Lokalt blev etableret i 2016 af Rasmus Erichsen og har ca. 300.000 medlemmer.
- Madoaser gør overskudsmad tilgængelig for økonomisk trængte.
- Donerede varer inkluderer frugt & grønt, mejeri/æg, kød, brød og snacks.
- Dagrofa Foodservice deltager også i Madspildsdagens aktiviteter, inkl. uddeling på Frederiksberg og JunkFoods Bedste Madspildsmesterskaber.






Accepter kun nødvendige cookies