Bilisters bidrag til Offerfonden fordobles: FDM kalder det urimeligt

Siden 15. februar er offerbidraget til Offerfonden steget fra 500 til 1.000 kroner. Beløbet opkræves oven i bøde og eventuelt klip i kørekortet ved grovere færdselsforseelser. Ændringen er en del af en større strafreform, der også skærper straffen for blandt andet grov vold, de groveste voldtægter, vold mod offentligt ansatte og vanvidskørsel.
Det forhøjede bidrag skal styrke indsatsen mod blandt andet partnervold og bidrage til kortere sagsbehandlingstid i Erstatningsnævnet. Men hos FDM møder ændringen kritik.
"Selvom det utvivlsomt er vigtigt at hjælpe ofre for bl.a. personfarlig kriminalitet, så er det et faktum, at Offerfonden i udpræget grad finansieres af bilister, der har brudt færdselsloven, uden at der var et offer involveret. Det er urimeligt, at bilister skal finansiere hjælp til ofre for andres forbrydelser, som ikke har noget med trafik at gøre. Det har vi svært ved at se logikken i," siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Offerfonden blev etableret i 2014 for at støtte projekter og aktiviteter, der styrker indsatsen for ofre for forbrydelser og trafikofre. Ifølge FDM kom 86 procent af fondens midler i 2024 fra bilister, mens kun 65 ud af 377 støttede projekter gennem årene har været helt eller overvejende relateret til trafik.
"Det er mærkværdigt, at midlerne langt hen ad vejen ikke bruges på trafikofre og bedre trafiksikkerhed, når bilisterne er den gruppe, der primært finansierer Offerfonden. Der bør være en klar sammenhæng mellem indtægter og udlodning, når der vælges, hvilke projekter der skal støttes," siger Dennis Lange.
Faktaboks
- Offerbidrag forhøjet fra 500 kr. til 1.000 kr. pr. 15. februar 2026
- Betales ved grovere færdselsforseelser og visse straffesager
- Del af strafreform med skærpede straffe for alvorlig kriminalitet
- 86 pct. af midlerne i 2024 kom fra bilister
- 65 ud af 377 støttede projekter har haft fokus på trafik
- Offerfonden uddeler årligt ca. 40 mio. kr.
- Kilde: Civilstyrelsen






Accepter kun nødvendige cookies