Autenticitet og ansvar vigtigere end perfektion for unge, når de bruger AI

Samtaler mellem Dataetisk Råd og unge deltagere på Ungdommens Folkemøde 2025 giver et nuanceret billede af, hvordan unge anvender kunstig intelligens i skolearbejde og sociale sammenhænge. AI bruges ofte til idéudvikling, overblik og forklaring af opgaver, men de fleste unge insisterer på selv at formulere og stå inde for indholdet. En mindre gruppe lader AI overtage hele opgaver, mens nogle fravælger teknologien helt af principielle grunde.
Mange unge oplever usikkerhed omkring regler og grænser for AI, hvilket kan føre til skjult brug eller afholdenhed i undervisningen. Samtidig lægger de stor vægt på, at vurdering og karaktergivning fortsat skal foretages af lærere, hvor AI kun kan fungere som et supplement. Tillid, fairness og gennemsigtighed fylder højt i deres vurdering af teknologien.
Indsigterne viser også, at autenticitet vægtes højt i sociale interaktioner. AI accepteres som støtte, for eksempel til at finde de rette ord, men kun hvis det ikke bruges til at fremstå bedre, klogere eller mere poleret, end man er. For de unge handler frygten ikke om AI som teknologi, men om, at den kan udhule ansvar og ægthed.
"De unge, vi talte med på Ungdommens Folkemøde, er engagerede og reflekterede – og det præger også deres syn på AI. De ser teknologien som en hjælp, men insisterer samtidig på at bevare deres egen stemme, blive set som mennesker og undgå, at AI bruges som en doven udvej. Det er ikke nødvendigvis repræsentativt for alle unge, men det bidrager med vigtige nuancer til forståelsen af unges brug af AI," siger Johan Busse, formand for Dataetisk Råd.
Dataetisk Råd konkluderer, at debatten om unges AI-brug ofte er unuanceret. Blandt de engagerede unge, der deltog i undersøgelsen, fylder refleksioner om personlig ansvarlighed, autenticitet og gennemsigtighed langt mere end idéen om at bruge AI som genvej.
Fakta: Unge og AI på Ungdommens Folkemøde 2025
- Over 500 unge deltog i dialoger med Dataetisk Råd
- Cirka 60 % bruger AI til idéudvikling eller forklaring, men formulerer selv opgaver
- 17 % lader AI lave udkast, som de tilpasser, mens knap 6 % bruger AI til hele opgaver
- Cirka 12 % fravælger AI af principielle årsager
- Cirka 90 % mener, at lærere ikke bør bruge AI til karaktergivning uden menneskelig vurdering
- AI bruges socialt kun som støtte, hvis intentionen er ærlig og afsenderen stadig tydelig






Accepter kun nødvendige cookies