Ny ekspertrapport: Alvorlig lidelse er uundgåelig på pelsfarme

Den 30. juli offentliggjorde EFSA som rådgiver EU om dyrevelfærd sin længe ventede udtalelse om dyrevelfærd i pelsproduktion. Udtalelsen konkluderer, at der er alvorlige problemer med dyrenes velfærd, som ikke kan forebygges eller afhjælpes i de nuværende bursystemer, der anvendes i industrien.
Udtalelsen fremhæver bl.a. problemer som: begrænset bevægelsesfrihed, stress ved håndtering, skader, halthed og under- og overstimulering.
- Det står nu helt klart, at dyrene i pelsindustrien lider og al snak om at velfærden er i orden må forstumme, efter at eksperterne har talt, siger Animas direktør Joh Vinding. Reelt betyder det, at politikere i Danmark og Europa står med et valg om de går ind for, at dyr skal lide for modetøj. For at dyrene lider er ikke længere til diskussion.
EFSAs udtalelse kommer efter at 1,5 millioner underskrev borgerforslaget Fur Free Europe, der kræver et forbud mod pelsdyravl og importforbud mod pels i EU. Dette forslag skal EU tage stilling til i 2026. Forslaget fik for nylig opbakning fra den Europæiske dyrlægeforenings 330.000 medlemmer.
Danskerne er klar til at sige farvel til pels
En ny undersøgelse fra YouGov viser, at pelsmodstanden i Danmark er voksende, og at der er opbakning til politisk indgriben. 71 % af danskerne mener i dag, at det er uacceptabelt at opdrætte dyr i bure alene for at udnytte deres pels*. I 2017 svarede kun 54 % ja til samme spørgsmål, så modstanden er vokset kraftigt i de senere år.
- Målingen viser krystalklart, at Regeringen virkelig vil have befolkningen i ryggen, hvis de bakker op om at lukke de sidste pelsfarme i Danmark og stoppe importen af pels, siger Joh Vinding.
Pelsmodstanden er også vokset internationalt, hvor over 20 lande i Europa i dag har indført forbud og designere som Prada, Gucci, Versace, Hugo Boss og Armani har indført en pelsfri politik.
*Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1031 CAWI-interview med danskere i alderen 18 til 60+ år, i perioden 25. til 28. juni 2025.






Accepter kun nødvendige cookies