Arbejdermuseet byder unge velkommen i demokratiets rækker

Demokratiets konfirmation er for andet år i træk et tilbud for unge i konfirmationsalderen, der ønsker et alternativ til kirken som bekræftelse af overgangen fra ung til voksen.
"At blive demokratisk konfirmeret er et moderne valg, der handler om at være nysgerrig på samfundet og fællesskabet og at markere et vigtigt øjeblik i livet," siger Josefine Albris, arrangementsansvarlig på Arbejdermuseet, der sammen med DUI–Leg og Virke står bag Demokratiets konfirmation.
"Demokratiets konfirmation er et forsøg på at opdatere en tradition, så den er tidssvarende og meningsfuld. Vi ønsker at give de unge mennesker demokratiske værdier, samfundsbevidsthed og følelsen af at være klædt på til den virkelighed, de bor i," fortæller Josefine Albris.
Et blik ind i politikernes virkelighed
Konfirmationsforberedelsen til Demokratiets konfirmation består af to dage med workshops, én på Arbejdermuseet og en på Christiansborg.
"Dagen på Arbejdermuseet handler om demokratiet som livsform, hvordan vi ikke er kommet sovende, til det demokrati, vi har arvet, og hvordan vi som borgere har mulighed for at påvirke demokratiet gennem aktivisme, der kan tage mange kreative former. Workshoppen på Christiansborg er et personligt møde med en politiker, der tager de unge med ind bag kulisserne i Folketinget og giver dem indblik i politikernes virkelighed, systemet og det spil af koder og kultur, der følger med," siger Josefine Albris.
På begge workshops bliver de unges kroppe aktiveret bl.a. gennem whacking (dans), rap og taleskrivning. De møder aktivister og politikere, der inspirerer med deres egne historier og deler ud af deres værktøjskasser. "At bruge sang og taler fungerer både til konfirmationsfesten, men også bagefter som politisk kampvåben, når de skal lade deres stemme høre i demokratiet", siger Josefine. Som afslutning bliver de unge konfirmeret i Arbejdermuseets traditionsrige festsal.
"Det er en stemnings- og meningsfuld setting at blive konfirmeret i. Her mærker de unge forbindelsen til alle dem, de står på skuldrene af i forhold til basale demokratiske rettigheder, lighed og frihed. Værdier, der ikke kan tages for givet i den tid vi lever i," siger Josefine Albris.
En gammel tradition
Demokratiets konfirmation er langtfra den første ikke-kirkelige konfirmation, der finder sted på Arbejdermuseet. Arbejderbevægelsen stiftede i 1915 Foreningen mod Kirkelig Konfirmation (senere Foreningen for Borgerlig Konfirmation), der skabte fænomenet borgerlig konfirmation. Den bestod af en ikke-religiøs konfirmationsmarkering, der fra 1916-1921 blev afholdt i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Ungdomsorganisationen DUI-Leg og Virke har siden 1969 varetaget konceptet, som har skiftet navn fra ungdomsfester til nonfirmation. Flere steder i landet fortsætter DUI-Leg og Virke med at holde nonfirmation, mens Sjællands-afdelingen har ønsket at forny og udvikle konceptet og derfor er gået med i arbejdet om Demokratiets konfirmation.
"Med fremkomsten af både humanistisk og filosofisk konfirmation og nu dette er vi en del af en bølge, der prøver at imødekomme, at der er behov for nye ritualer. I samarbejde med DUI kunne det sagtens være en tanke at Demokratiets konfirmation spreder sig til andre steder i Danmark," siger Josefine Albris.






Accepter kun nødvendige cookies