Midtjyske Motorvej får ny asfalt ved Tørring

Fra tirsdag den 29. april og cirka tre uger frem udskifter Vejdirektoratet den slidte asfalt på Rute 18 Midtjyske Motorvej ved Tørring.
Arbejdet finder sted i østgående retning mod Vejle mellem rampeanlæg 7 Givskud og rampeanlæg 4 Ølholm.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
Arbejdet foregår hele døgnet, dog med åbninger for trafik i weekenderne den 3.-4. maj og den 10.-11. maj. I arbejdsperioderne bliver den østgående trafik ledt over i vestgående spor med ét farbart spor i hver retning.
Tilkørselsrampen ved rampeanlæg 7 Givskud i østgående retning vil være spærret i arbejdsperioderne, mens både fra- og tilkørselsramperne ved rampeanlæg 6 Tørring i østgående retning også vil være spærrede. Ved spærring af ramperne vil der være skiltet med omkørsel.
Rasteplads Hærvejen S vil være spærret i hele arbejdsperioden.
Arbejdet betyder, at der er risiko for kødannelser, og at trafikanterne grundet omkørslen vil få en forlænget rejsetid.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet kan medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.






Accepter kun nødvendige cookies