Stærkt årsresultat fra Hyre mindre end 2 år efter lanceringen i Danmark

Det norske delebilsselskab Hyre vil snart offentliggøre årsregnskabet for 2024 for det danske marked. Regnskabet viser betydelige finansielle forbedringer, som følge af hurtig vækst og en succesfuld lancering med opkøbet af LetsGo.
Vellykket opkøb og integration af LetsGo
Hyre opkøbte i juni 2023 LetsGo. LetsGo var på daværende tidspunkt den største udbyder af delebiler med fast stamplads i Danmark med en loyal og voksende kundebase. På trods af sin popularitet havde LetsGo økonomiske udfordringer og rapporterede et underskud på 10 millioner kr. i 2022. Bedre teknologi har ifølge Hyre medført en bedre kundeoplevelse og en mere effektiv drift, hvilket altså nu resulterer i et årsresultat på 2.3 millioner kr. efter skat i 2024.
Frederik Sandager Rasmussen, administrerende direktør for Hyre Danmark, kommenterer:
"Vi er utroligt stolte over, hvad vi har opnået på så kort tid. Vores fokus på teknologi og omkostningseffektivitet har været hovedårsagen til, at vi har kunne gøre en tidligere tabsgivende virksomhed profitabel. Men endnu vigtigere er det, at vi også har kunne forbedre selve servicen for kunderne med en app, der giver en mere problemfri kundeoplevelse til en attraktiv pris."
Vækst fra loyale kunder
Hyre oplevede massiv vækst i Danmark i løbet af 2024, delvist på baggrund af opkøbet af LetsGo. Dog har Hyres stærke organiske performance også været en central drivkraft bag succesen. Frederik Sandager Rasmussen er derfor overbevist om Hyres evne til fortsat at vokse, selv uden yderligere opkøb planlagt i Danmark.
"Vores høje kundetilfredshed og deraf tilbagevendende kunder er væsentlige faktorer bag resultatet. Størstedelen af vores omsætning kommer fra tilbagevendende kunder, der har tillid til og er afhængige af vores service."
Udvidet tilgængelighed og fokus på erhvervskunder
Hyres kundeundersøgelser viser, at de to vigtigste faktorer ved valg af en delebilstjeneste er konkurrencedygtige priser og nem adgang til biler.
"Med Hyre skal du kunne sidde bag rattet på mindre end fem minutter. For at gøre dette muligt for endnu flere mennesker, så udvider vi vores bilflåde betragteligt her i 2025. Samtidig med det, så har vi stort fokus på at bevare og yderligere forbedre vores konkurrencedygtige priser", siger Frederik Sandager Rasmussen.
Han tilføjer, at Hyre i år vil have et stærkt fokus på erhvervssegmentet.
"Delebiler giver virksomheder mulighed for at reducere deres omkostninger til biler og CO2-udledning markant. I Norge har vi allerede mere end 4.000 erhvervskunder, og vi arbejder nu på at opnå det samme i Danmark."
Hyres resultat for 2024:
- Bruttofortjeneste: 9.788.698 kr.
- Resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA): 6.292.957 kr.
- Resultat før finansielle poster (EBIT): 2.659.895 kr.
- Årets resultat efter skat: 2.285.573 kr.






Accepter kun nødvendige cookies