650.000 elever gør sig klar til en dag med bevægelse

Fredag 9. oktober bliver skoledagen for omkring 650.000 elever fyldt med bevægelse, fællesskab og forskellige aktiviteter, når Skolernes Motionsdag løber af stablen. En evaluering viser, at 97,8 procent af landets grundskoler deltager, svarende til mere end 1.800 skoler.
Skolerne tilrettelægger selv dagen, og aktiviteterne spænder fra dans, lege og boldspil til poster, samarbejdsøvelser og faglige aktiviteter. Ifølge Dansk Skoleidræt er variationen vigtig, fordi elever motiveres af forskellige former for bevægelse.
"Noget af det fantastiske ved Skolernes Motionsdag er, at skolerne skaber deres egen dag. Nogle børn elsker konkurrencer og høj puls, mens andre bliver grebet af legen eller af at løse en udfordring sammen med andre. Jo bredere paletten er, desto større er muligheden for, at flere børn får en god oplevelse med at være aktive," siger Morten Jørgensen, formand for Dansk Skoleidræt.
Organisationen peger samtidig på, at bevægelse kan fylde mere på de øvrige skoledage. Ifølge rapporten Active Healthy Kids Danmark 2026 har ni ud af ti skoler mindst én målrettet indsats for bevægelse ud over idrætsfaget. Fra elevernes perspektiv oplever kun godt hver tredje dog regelmæssig bevægelse i fag som dansk og matematik.
"På Skolernes Motionsdag viser skolerne, hvor mange muligheder der er for at få børn i bevægelse. Vi skal selvfølgelig ikke have motionsdag hver dag, men det interessante spørgsmål er, hvordan vi får mere af den variation og bevægelsesglæde med ind i de øvrige skoledage. Bevægelse kan være en naturlig del af både undervisningen, pauserne og fællesskaberne omkring skolen," siger Morten Jørgensen.
Skolernes Motionsdag blev startet i 1982 som et motionsløb, men har siden udviklet sig til at omfatte mange former for bevægelse. I år er der særligt fokus på relationer mellem store og små elever.
"Der findes ikke én rigtig måde at holde Skolernes Motionsdag på. Det afgørende er, at eleverne får gode oplevelser med at være aktive sammen. Jo flere måder, der er at deltage på, desto større er chancen for, at flere børn finder glæde ved bevægelse og får lyst til mere," siger Morten Jørgensen.
Faktaboks:
- Skolernes Motionsdag afholdes fredag 9. oktober 2026
- 97,8 procent af landets grundskoler deltager
- Det svarer til mere end 1.800 skoler
- Omkring 650.000 elever deltager
- Dagen blev startet i 1982 som ”De Fynske Skolers Motionsløb”
- I 2026 er der særligt fokus på fællesskab og relationer mellem store og små elever
- Dansk Skoleidræt stiller gratis inspirationsmateriale og årets opvarmningsdans til rådighed






Accepter kun nødvendige cookies