265 nye sheltere giver flere danskere adgang til naturen

Det er blevet endnu lettere for danskerne at tilbringe en nat under åben himmel. Naturstyrelsen har netop opført 265 nye sheltere rundt om i landet. Udvidelsen er muliggjort af en donation på 16 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Shelterne er placeret i både nye og kendte naturområder – fra det nordlige Samsø til Sollerup Skov på Fyn – og flere steder er der lavet ekstra bålpladser og muldtoiletter. Også eksisterende overnatningspladser har fået et løft.
Ifølge Naturstyrelsen rammer udvidelsen en stigende interesse for friluftsliv. "Mange har fået øjnene op for, at naturen byder på en særlig ro. Når vi skræller moderne bekvemmeligheder væk, er der tid og rum til nærvær," siger Peter Ilsøe, direktør i Naturstyrelsen. Han tilføjer: "Man skal se langt efter stikkontakter og træk-og-slip – til gengæld får man med garanti en oplevelse ud over det sædvanlige."
Særligt omkring de større byer er efterspørgslen stor, og alene i hovedstadsområdet er der nu 52 nye sheltere. Shelterne kan enten bookes på forhånd eller benyttes efter først-til-mølle-princippet på udinaturen.dk.
Ifølge Naturstyrelsen blev omkring en kvart million danskere registreret på overnatningspladser sidste år, og interessen ventes at fortsætte – også i den kommende efterårsferie.
FAKTABOKS – 265 nye sheltere
Donation og formål
- Doneret af: A.P. Møller Fonden
- Beløb: 16 millioner kroner
- Formål: Udvide adgang til naturen for alle danskere
Antal nye sheltere pr. landsdel
- Nordjylland: 53
- Midtjylland: 59
- Syd- og Sønderjylland: 31
- Fyn og øer: 19
- Sjælland: 103
- I alt: 265
Sheltere i alt
- Naturstyrelsen har nu 505 sheltere
- 325 af dem kan bookes
Find sheltere
- Booking og oversigt: udinaturen.dk






Accepter kun nødvendige cookies