1000 spædbørn får bakterietilskud i stort forskningsprojekt

En bakterie, som næsten er forsvundet fra danske spædbørns tarme, kan vise sig at have afgørende betydning for børns sundhed. Nu skal op mod 1000 nyfødte i Region Midtjylland være med i et nyt forskningsprojekt, hvor de får tilskud af den gode bakterie Bifidobacterium longum subspecies infantis, også kaldet B. infantis.
"Vi har længe vidst, at amning beskytter barnet mod sygdom, men vi har ikke forstået hele mekanismen bag. Vores teori er, at B. infantis spiller en nøglerolle," siger Kurt Kristensen, overlæge og hovedforsker på studiet.
Halvdelen af børnene får dagligt probiotika i tre uger, mens den anden halvdel får placebo. Forskerne følger herefter børnenes sundhed, helt op til 18-års-alderen.
"Vi beder forældrene om små afføringsprøver, hæl- og veneprøve fra barnet samt en støvprøve fra hjemmet. Det hele bidrager til, at vi kan se, hvordan miljø, bakterier, immunforsvar og stofskifte hænger sammen," fortæller projektkoordinator og læge Mia Elbek Schjørring.
Studiet er en del af BEGIN-projektet og skal give ny viden om, hvordan bakterier tidligt i livet påvirker sundhed og sygdom.
"Hvis vi kan vise, at en simpel, daglig dosis probiotika kan […] forebygge sygdomme, så vil det være en investering i sundhed for livet," siger Kurt Kristensen.
FAKTABOKS:
- Studienavn: BEGIN-studiet
- Formål: Undersøge om probiotika med B. infantis kan styrke immunforsvar og forebygge sygdomme
- Deltagere: Op til 1000 spædbørn og deres familier i Region Midtjylland
- Design: Randomiseret, dobbeltblindet – halvdelen får probiotika, halvdelen placebo
- Varighed: Prøver og spørgeskemaer det første leveår + registeropfølgning op til 18 år
- Samarbejde mellem: Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Steno Diabetes Center Aarhus og hospitalsenheder i Region Midtjylland
- Mere info: beginstudy.dk






Accepter kun nødvendige cookies