10 nye læger styrker dækningen i Midtjylland

Borgerne i flere midtjyske byer kan se frem til bedre adgang til praktiserende læger. Region Midtjylland har nu afsat 10 ud af 11 nye lægekapaciteter, også kendt som ydernumre, til både nye og eksisterende klinikker.
De nye læger placeres i blandt andet Horsens, Lemvig, Grenaa, Struer, Ringkøbing, Holstebro, Randers, Bøvlingbjerg og Skive. Her vil nogle læger etablere nye klinikker, mens andre udvider eksisterende praksisser.
Beslutningen om at udbyde et rekordhøjt antal ydernumre blev truffet tidligere på året for at sikre bedre lægedækning og mere tid til patienterne i områder med størst behov.
"Regionsrådet besluttede i foråret at slå et historisk højt antal nye ydernumre op på en gang. Det er godt nyt, at praktiserende læger byder sig til, hvor behovet er størst. Med flere praktiserende læger kan vi både sikre borgerne lokale læger og lette arbejdspresset på deres lægekolleger," siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
I Skive glæder man sig også over udviklingen. Hos Lægerne Limfjorden betyder tildelingen, at klinikken kan tage imod flere patienter:
"Vi er enormt glade for den her tildeling. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for borgerne i Skive og omegn. Nu håber vi, at hele området fortsat kan udvikle sig til et attraktivt sted at arbejde og etablere sig som praktiserende læge," siger Andreas Rauff Mortensen, speciallæge i almen medicin og medejer.
Den sidste ledige kapacitet i Havndal er endnu ikke besat, og regionen arbejder fortsat på at finde en løsning.
Faktaboks:
- 10 ud af 11 nye ydernumre er fordelt
- Nye eller udvidede lægepraksisser i:
- Horsens
- Lemvig
- Grenaa
- Struer
- Ringkøbing
- Holstebro
- Randers
- Bøvlingbjerg
- Skive
- Formål: bedre adgang til læge og mindre arbejdspres
- Én kapacitet i Havndal er fortsat ledig
- Regionen arbejder for lægedækning i rimelig afstand for alle borgere






Accepter kun nødvendige cookies